Advokat i tvangsfuldbyrdelse og konkurs i Alanya
Tvangsfuldbyrdelsesretten regulerer inddrivelsen af en ubetalt fordring ved hjælp af statsmagten. Da det er forbudt for kreditor selv at inddrive sin fordring, er enhver handling over for skyldnerens aktiver underlagt den procedure og rækkefølge, der er fastsat i loven.
Den måde, hvorpå sagen indledes, påvirker resultatet direkte. Den fremgangsmåde, som en kreditor med en domstolsafgørelse skal følge, adskiller sig fra den, som en kreditor, der alene har en faktura eller en kontrakt, skal følge. Det samme gælder skyldnerens muligheder for at gøre indsigelse, og spørgsmålet om, hvorvidt indsigelsen standser sagen. Checks, egenveksler og tratter er underlagt en særlig tvangsfuldbyrdelsesprocedure.
Tvangsfuldbyrdelsesretten består fra start til slut af korte frister, hvoraf de fleste er præklusive. Hvilken frist der løber i en given sag, afhænger af, hvordan sagen er indledt: Ved almindelig udlægstvangsfuldbyrdelse er fristen for indsigelse mod betalingspåbud syv dage, og indsigelsen fremsættes over for tvangsfuldbyrdelseskontoret, mens fristen ved tvangsfuldbyrdelse på grundlag af omsætningsgældsbreve er fem dage, og indsigelsen fremsættes direkte over for tvangsfuldbyrdelsesretten. Derfor skal det først fastlægges, om det foreliggende dokument er et betalingspåbud eller en fuldbyrdelsesordre, samt hvilken dato det blev forkyndt.
Vigtigste retsområder
Vigtigste tvister inden for tvangsfuldbyrdelse og konkurs
Tvangsfuldbyrdelse er ikke én enkelt handling, men en kæde af indbyrdes forbundne handlinger. At tvangsfuldbyrdelsessagen bliver endelig, gennemførelsen af udlæg, salgsudbuddet af aktivet og fordelingen af provenuet er separate faser; i hver fase gælder der forskellige indsigelses- og klagemuligheder samt forskellige frister.
Inddrivelse af fordringen og det kompetente fuldbyrdelseskontor
Tvangsfuldbyrdelse af penge- og sikkerhedskrav iværksættes som udgangspunkt ved tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden på skyldnerens bopæl. Tvangsfuldbyrdelses- og konkursloven har herudover gjort tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden på det sted, hvor den aftale, der ligger til grund for fuldbyrdelsen, blev indgået, kompetent. Da tvistelovens kompetenceregler endvidere finder tilsvarende anvendelse, kan fuldbyrdelse af fordringer, der udspringer af en aftale, også iværksættes ved tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden på det sted, hvor aftalen skal opfyldes. Hvis aftalens indgåelsessted og opfyldelsessted er forskellige, har kreditor flere valgmuligheder.
Hvis parterne har indgået en kompetenceaftale, vurderes denne aftales gyldighed særskilt. Loven giver kun erhvervsdrivende eller offentligretlige juridiske personer mulighed for at indgå kompetenceaftaler i tvister mellem sådanne parter; derfor har kompetenceklausuler i standardkredit-, abonnements- eller lignende aftaler ikke virkning over for forbrugeren. I arbejdsretlige tvister er kompetenceaftaler udtrykkeligt erklæret ugyldige i loven. I forbrugertvister er forbrugerens mulighed for at henvende sig til myndigheden på sit eget bopælssted desuden særskilt beskyttet.
Indsigelse mod tvangsfuldbyrdelsesmyndighedens kompetence skal fremsættes sammen med indsigelsen mod realiteten og rettidigt; tvangsfuldbyrdelsesretten afgør kompetenceindsigelsen før de øvrige indsigelser og med endelig virkning. Hvis der ikke indgives rettidig indsigelse, bliver kompetencen endelig, og fuldbyrdelsen, selv om den er iværksat ved en inkompetent myndighed, bevarer sin gyldighed. Ved særlig fuldbyrdelse for omsætningspapirer fremsættes kompetenceindsigelsen ligeledes sammen med indsigelsen mod kravet direkte over for tvangsfuldbyrdelsesretten inden for fem dage.
Det dokument, som fordringen støtter sig på, afgør direkte valget af fuldbyrdelsesvej. Foreligger der en domstolsafgørelse eller et dokument, som loven sidestiller med en dom, kommer fuldbyrdelse på grundlag af en eksigibel titel i betragtning; foreligger der en check, en veksel eller et gældsbrev, kommer særlig fuldbyrdelse for omsætningspapirer i betragtning; foreligger der et pant i fast ejendom eller løsøre, kommer realisation af pantet i betragtning. Foreligger ingen af disse, følges den almindelige vej med udlæg.
Loven begrænser også, hvornår tvangsfuldbyrdelsesskridt kan foretages. Der må ikke foretages tvangsfuldbyrdelsesskridt i tidsrummet fra én time efter solnedgang til én time før solopgang (nattetid) eller på helligdage. På helligdage kan der dog foretages udlæg og forkyndelser, ligesom der kan træffes sikringsforanstaltninger. På steder, hvor der arbejdes om natten, kan der foretages udlæg i nattens indtægter, og hvis det konstateres, at skyldneren unddrager aktiver, kan der endda foretages udlæg om natten. Loven opregner også de tilfælde, hvor tvangsfuldbyrdelsen midlertidigt indstilles (udsættelse): Hvis skyldnerens ægtefælle eller en af skyldnerens slægtninge i op- eller nedstigende linje efter blod eller svogerskab dør, udsættes tvangsfuldbyrdelsen i tre dage inklusive dødsdagen. På grund af gæld, der påhviler boet, udsættes tvangsfuldbyrdelsen ligeledes i tre dage inklusive dødsdagen, og hvis arvingen ikke har vedtaget eller afslået arven, udsættes tvangsfuldbyrdelsen, indtil fristerne efter den tyrkiske civillovbog er udløbet. Hvis der er givet en frist i forbindelse med en akkordordning, eller tvangsfuldbyrdelsen er indstillet af en grund, der er angivet i loven, kan der ikke foretages tvangsfuldbyrdelsesskridt mod den pågældende skyldner.
Udlæg og sikring
Efter tvangsfuldbyrdelsens endelige fastlæggelse foretages der efter kreditors anmodning udlæg i skyldnerens formue; tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden foretager udlægget senest tre dage efter anmodningsdatoen. Udlægget foretages i et omfang, der dækker fordringen og tvangsfuldbyrdelsesomkostningerne, og loven forbyder udtrykkeligt udlæg, der overstiger dette beløb. Der kan foretages udlæg i skyldnerens løsøre og faste ejendom, i dennes rettigheder og fordringer hos tredjemand samt på dennes bankkonti; for fast ejendom noteres udlægget i tingbogen.
Loven undtager visse aktiver og rettigheder, der er nødvendige for skyldnerens og dennes families underhold og for fortsættelsen af skyldnerens erhvervsmæssige virksomhed, fra udlæg. Personlige ejendele tilhørende skyldneren og de familiemedlemmer, der bor under samme tag, samt alle husholdningsgenstande til familiens fælles brug kan ikke udlægges, bortset fra værdigenstande. Blandt de tilfælde, der er opregnet i loven, er også det erhvervsmæssige udstyr, der er uundværligt for skyldnerens virksomhed, når dennes økonomiske aktivitet hovedsageligt bygger på fysisk arbejde frem for kapital, fødevarer og brændsel, der er nødvendige for familiens to måneders underhold, studiestipendier og skyldnerens passende bolig. Denne beskyttelse har en lovbestemt grænse, som ofte overses: Undtagelsen for erhvervsmæssigt udstyr, landmandens nødvendige redskaber og dyr, redskaber til vinmarker og haver samt passende bolig gælder kun, hvis gælden ikke hidrører fra prisen på disse genstande; hvis gælden hidrører fra prisen på den pågældende genstand, finder beskyttelsen ikke anvendelse. Personlige ejendele tilhørende familiemedlemmer og husholdningsgenstande til fælles brug er dog blevet undtaget fra denne grænse ved en ændring foretaget i 2023. Loven foreskriver endvidere en særlig procedure for genstande af høj værdi: Hvis erhvervsmæssigt udstyr, redskaber til vinmarker og haver, landmandens redskaber eller den passende bolig har en høj værdi, udlægges og sælges genstanden, og en passende del af provenuet overlades til skyldneren, så denne kan dække sine behov. Aftaler om forudgående afkald på denne beskyttelse er ugyldige. Tvangsfuldbyrdelseslederen vurderer først, om udlægget er tilladt; der kan indgives klage over lederens afgørelse herom inden for syv dage.
For løn og lignende indkomster foreskriver loven en ordning med delvis udlæg. Fjerdedelsgrænsen her er imidlertid ikke en øvre grænse, der beskytter skyldneren, men en nedre grænse til fordel for kreditor: Loven bestemmer, at det beløb, der kan gøres udlæg i, ikke må være mindre end en fjerdedel af indkomsten. Det beløb, som tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden skønner nødvendigt til skyldnerens og dennes families underhold, nedsættes ikke til under denne grænse. Loven foreskriver her ikke en særskilt sats for underholdsbidragskrav; praksis om, at fjerdedelsgrænsen ikke anvendes ved inddrivelse af underholdsbidragskrav, stammer ikke fra lovteksten, men fra domstolsafgørelser. Loven selv fastsætter en rækkefølgeregel: Hvis der er flere udlæg, prioriteres de i rækkefølge, og der kan ikke foretages fradrag for et senere udlæg, før fradraget for det foranstående udlæg er afsluttet. Praksis om beskyttelse af indkomster på niveau med mindstelønnen stammer imidlertid ikke fra lovteksten, men fra domstolsafgørelser.
Udlæg i skyldnerens rettigheder og fordringer hos tredjemand gennemføres efter proceduren med udlægsmeddelelse, og hver fase har sin egen frist. Hvis der ikke gøres indsigelse mod den første udlægsmeddelelse inden for syv dage, anses tredjemand for at være skyldner for beløbet; hvis der heller ikke gøres indsigelse mod den anden meddelelse inden for samme frist, forkyndes den tredje meddelelse, og herefter skal gælden enten betales inden for femten dage, eller der skal anlægges sag om fastslåelse af, at kravet ikke består. Hvis tredjemand rettidigt har anlagt sag om fastslåelse af, at kravet ikke består, og har indleveret dokumentation for sagsanlægget til tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden inden for tyve dage fra meddelelsen, suspenderes tvangsfuldbyrdelsesforanstaltningerne mod tredjemand indtil afgørelsen i sagen om fastslåelse af, at kravet ikke består, er endelig; i denne periode løber fristerne for at anmode om salg ikke. Loven pålægger her tredjemand en forpligtelse til at anlægge sag, ikke til at opnå beskyttelse ved forelæggelse af et dokument; i denne sag skal tredjemand bevise, at vedkommende ikke er skyldner over for fuldbyrdelsesskyldneren, eller at aktivet ikke tilhører fuldbyrdelsesskyldneren, og sagen behandles mod betaling af et fast gebyr. Tredjemand, der taber sagen om fastslåelse af, at kravet ikke består, pålægges at betale erstatning på mindst tyve procent af tvistgenstandens værdi. Ved banker forkyndes udlægsmeddelelsen for bankens hovedkontor, således at den omfatter alle filialer.
Forvaring af udlagte aktiver er reguleret trinvist i loven og er ikke et frit valg. Penge, værdipapirer, guld, sølv og andre værdigenstande forvares hos tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden. Forvaring af andre løsøre genstande sker på licenserede lagerfaciliteter for udpegede forvarere, idet omkostningerne forudbetales af kreditor. At aktivet forbliver hos skyldneren er kun midlertidigt muligt med kreditors samtykke og på betingelse af, at det udleveres, når det kræves; at overlade det til tredjemand som forvarer afhænger af dennes accept. Et aktiv, der ikke er taget i forvaring, kan ikke sælges. For køretøjer, der er registreret i registret, skal anmodning om forvaring, vurdering og salg fremsættes samlet, og omkostningerne hertil skal indbetales samlet på forhånd. Der er adgang til at klage over tvangsfuldbyrdelsesmyndighedens handling vedrørende forvaringen.
Salg og realisation
Omsætningen af det beslaglagte aktiv sker elektronisk. Loven foreskriver den elektroniske salgsportal som eneste metode ved salg af løsøre og fast ejendom gennem auktion; salg ved fysisk auktion på auktionsstedet er afskaffet. De to salgsformer, der falder uden for denne metode, er salg efter en salgsbemyndigelse til skyldneren og salg ved forhandling, når betingelserne i loven er opfyldt.
Processen via portalen forløber med sine egne frister. Salgsbekendtgørelsen offentliggøres mindst femten dage før budperiodens start, og budperioden er syv dage. Auktionen begynder ved halvtreds procent af den vurderede værdi; det er dog en betingelse for, at auktionen kan gennemføres, at buddet overstiger det højeste af halvtreds procent af den vurderede værdi og summen af de krav, der er sikret ved aktivet og har forrang for den kreditor, der har anmodet om salg, og derudover omkostningerne ved omsætning og fordeling; halvtreds procent er således ikke altid et tilstrækkeligt bud. Forskellen mellem buddene må ikke være mindre end fem promille af den vurderede værdi og under alle omstændigheder tusind tyrkiske lira. Hvis der afgives et nyt bud inden for auktionens sidste ti minutter, forlænges auktionen med tre minutter, og forlængelsen gentages for hvert nyt bud, der afgives i forlængelsesperioden; den samlede forlængelse må ikke overstige en time. Loven regulerer ikke den anden auktion som en senere fastlagt handling: den anden auktions startdato fastsættes således, at den ikke ligger mere end en måned efter den første auktions afslutning, og datoen samt tidsrummet for begge auktioner offentliggøres samlet fra begyndelsen. Auktionsbeløbet skal betales kontant inden for syv dage.
Ved salg med henblik på ophævelse af sameje kræves det, at aktivets fulde vurderede værdi dækkes ved den første auktion mellem arvingerne. Loven pålægger desuden en administrativ bøde for en køber, der ikke indbetaler auktionsbeløbet rettidigt.
Rettidig fremsættelse af salgsanmodningen er en lovbestemt betingelse for, at udlægget opretholdes. Ved tvangsfuldbyrdelse gennem udlæg skal der anmodes om salg inden for et år fra udlægget. Ved realisering af pant er fristen seks måneder for pant i løsøre og et år for pant i fast ejendom, regnet fra forkyndelsen af betalingspåbuddet eller fuldbyrdelsesordren. Loven knytter en klar retsvirkning hertil: Hvis alle omkostninger til værdiansættelse og salg ikke indbetales forud sammen med salgsanmodningen, anses salgsanmodningen for ikke at være fremsat. Hvis det under salgsprocessen viser sig, at det forud indbetalte beløb er utilstrækkeligt, gives der en femten dages frist af fogedmyndigheden, og hvis det manglende beløb ikke indbetales inden for denne frist, anses anmodningen igen for ikke at være fremsat. Ved tvangsfuldbyrdelse gennem udlæg bortfalder udlægget i aktivet, hvis der ikke anmodes om salg inden for fristen, eller hvis anmodningen trækkes tilbage og ikke fornyes rettidigt; ved realisering af pant er retsvirkningen en anden, og loven foreskriver i dette tilfælde, at fuldbyrdelsessagen bortfalder. En salgsanmodning kan kun trækkes tilbage én gang. Hvis der derimod er anmodet om salg inden for etårsfristen, men aktivet ikke er blevet solgt ved auktionen, forlænges fristen for salgsanmodningen med endnu et år for den kreditor, der har anmodet om salg; forlængelsen giver ikke en kreditor, der ikke har anmodet om salg, nogen yderligere frist. Den kreditor, der forårsager, at udlægget bortfalder, hæfter for omkostningerne til udlæg og opbevaring af aktivet.
Inden salget vurderes aktivets værdi. Fra forkyndelsen af vurderingsrapporten kan der inden for syv dage indgives en klage; hvis de nødvendige omkostninger ikke indbetales inden for syv dage fra klagedatoen, afvises anmodningen endeligt. Efter udløbet af disse frister bliver den fastsatte værdi endelig, og salget gennemføres på grundlag af denne værdi. Der kan ikke anmodes om en ny værdiansættelse, før der er forløbet to år fra datoen for den endelige værdiansættelse; loven begrænser undtagelsen fra denne regel til naturkatastrofer og lignende tilfælde, der medfører meget væsentlige ændringer i planforholdene.
Ved salg af fast ejendom kræves det, at salgsmeddelelsen forkyndes for de berørte parter. Loven har dog indført en begrænsning i denne regel: For berørte parter, hvis adresse hverken fremgår af tingbogen eller adresseregistreringssystemet, foretages der ikke yderligere adresseundersøgelse, og offentliggørelsen af meddelelsen træder i stedet for forkyndelse. Derfor udgør enhver mangel ved forkyndelsen ikke en grund til ophævelse af auktionen. Panthavere og andre berørte parter i den faste ejendom, som ikke meddeler deres rettigheder inden for femten dage fra salgsmeddelelsen, udelukkes fra fordelingen af salgsbeløbet, medmindre deres rettigheder fremgår af tingbogen.
En anmodning om annullering af auktionen skal fremsættes inden for syv dage fra auktionsdatoen og på grundlag af de i loven angivne grunde. Loven opregner, hvem der kan fremsætte en sådan anmodning: Kun den kreditor, der har anmodet om salget, skyldneren, de berørte parter, der er registreret i det officielle register over det beslaglagte aktiv, indehavere af begrænsede tinglige rettigheder samt personer, der har deltaget i auktionen ved at afgive bud, kan fremsætte anmodningen, forudsat at de angiver en adresse i landet; med den ændring, der trådte i kraft i 25 december 2025, er det udtrykkeligt fastsat, at en anmodning om annullering fremsat af andre personer end disse skal afvises endeligt af retten på grundlag af sagens akter. Hvis anmodningen afvises, foreskriver loven en bøde på op til ti procent af auktionsbeløbet. Forholdsmæssig retsafgift og sikkerhedsstillelse kræves imidlertid ikke af alle: Disse krav gælder for anmodninger fra personer, der ikke er blandt den kreditor, der har anmodet om salget, skyldneren, de berørte parter, der er registreret i det officielle register, og indehaverne af begrænsede tinglige rettigheder; halvdelen af retsafgiften indbetales forud ved fremsættelsen af anmodningen og tilbagebetales på anmodning, hvis anmodningen tages til følge. Med samme ændring er der indført en regel om, at retten, hvis sikkerhedsstillelsen eller retsafgiften ikke indbetales eller kun indbetales delvist, i en meddelelse skal kræve, at beløbet suppleres inden for en frist på to uger; ellers afvises anmodningen på grundlag af sagens akter. Derfor bør grundlaget for anmodningen om annullering vurderes på forhånd.
Foreløbigt arrest og midlertidig retsbeskyttelse
Loven fastsætter udtrykkeligt betingelserne for sikringsarrest: som udgangspunkt kan en kreditor med et ikke ved pant sikret og forfaldent pengekrav få foretaget sikringsarrest i skyldnerens løsøre og faste ejendom, fordringer og andre rettigheder, der befinder sig i skyldnerens egen besiddelse eller hos tredjemand. For et ikke-forfaldent krav kan sikringsarrest kun begæres i to tilfælde: hvis skyldneren ikke har et fast opholdssted, og hvis skyldneren med henblik på at frigøre sig fra sine forpligtelser forbereder sig på at skjule eller bortskaffe sine aktiver eller på at flygte, eller flygter, eller med dette formål foretager svigagtige dispositioner, der krænker kreditors rettigheder. Hvis der nedlægges sikringsarrest på dette grundlag, forfalder kravet kun over for skyldneren. Sikringsarrest er en midlertidig retsbeskyttelse, der har til formål at forhindre skyldneren i at afhænde sine aktiver, og den træffes ved en retskendelse.
Der gælder mere end to frister for kendelsen, og hver af dem medfører særskilt rettighedstab. Kreditor skal begære fuldbyrdelse af kendelsen inden ti dage fra kendelsens dato. Desuden skal kreditor inden syv dage fra sikringsarrestens fuldbyrdelse, eller fra meddelelsen herom, hvis skyldneren ikke var til stede, enten fremsætte anmodning om tvangsfuldbyrdelse eller anlægge sag. Det følgende er det punkt, der ofte overses: Hvis skyldneren gør indsigelse mod betalingspålægget i en tvangsfuldbyrdelse, der er indledt på grundlag af sikringsarresten, meddeles indsigelsen til kreditor, og kreditor skal inden syv dage fra meddelelsesdatoen begære indsigelsens ophævelse ved fogedretten eller anlægge sag ved domstolen. Med andre ord finder de seks måneders og et års frister, som kreditor har i den almindelige tvangsfuldbyrdelsesprocedure, ikke anvendelse i en sag med sikringsarrest. Hvis fogedretten afslår begæringen om indsigelsens ophævelse, skal der anlægges sag inden syv dage fra kendelsens afsigelse eller forkyndelse. Hvis sikringsarresten er nedlagt, mens en betalingssag allerede verserer, eller hvis kreditor har anlagt sag inden for ovennævnte frist, kræves det, at der fremsættes anmodning om tvangsfuldbyrdelse inden en måned fra forkyndelsen af dommen i hovedsagen. Sikringsarresten bortfalder, hvis en af disse frister overskrides, hvis der gives afkald på sagen eller anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, hvis anmodningen om tvangsfuldbyrdelse bortfalder som følge af udløbet af lovbestemte frister, hvis sagsakten henlægges og ikke genoptages inden en måned, eller hvis kreditor ikke får medhold i sit søgsmål.
Det er hovedreglen, at kreditor skal stille sikkerhed. Loven regulerer to undtagelser hertil: Hvis kravet er baseret på en dom, kræves der ikke sikkerhed; hvis kravet er baseret på et dokument med samme virkning som en dom, afgør retten efter sit skøn, om der er behov for sikkerhed.
Skyldnerens og tredjemænds adgang til at gøre indsigelse mod kendelsen er også reguleret. Skyldneren, over for hvem sikringsarrest er nedlagt uden at være blevet hørt, kan gøre indsigelse mod grundlaget for arresten, rettens kompetence og sikkerhedsstillelsen ved at indgive begæring til retten inden syv dage fra fuldbyrdelsen af arresten, hvis denne er foretaget med skyldnerens tilstedeværelse, eller i modsat fald fra forkyndelsen af arrestforretningsprotokollen for skyldneren. Tredjemænd, hvis interesser krænkes, kan ligeledes gøre indsigelse mod grundlaget for arresten eller sikkerhedsstillelsen inden syv dage fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til sikringsarresten. Retten foretager kun en prøvelse begrænset til de anførte grunde; hvis retten finder indsigelsen berettiget, kan den ændre eller ophæve sin kendelse. Den kendelse, der afsiges over indsigelsen, kan indbringes for appelinstansen; den regionale appelrets kendelse er endelig, og en appel har ikke opsættende virkning for fuldbyrdelsen af sikringsarrestkendelsen. Skyldneren kan desuden begære sikringsarresten ophævet mod at deponere penge, pant, som retten accepterer, aktier eller obligationer, eller stille pant i fast ejendom eller en anerkendt bankkaution. Skyldnerens adgang til at gøre indsigelse mod kendelsen og kravet om erstatning som følge af en uretmæssig sikringsarrest er desuden særskilt reguleret.
Der kan også begæres ihtiyati haciz for fordringer, der støttes på et negotiabelt dokument; på dette trin undersøges det, om dokumentet opfylder lovens formkrav.
Processen trin for trin
Hvordan forløber en tvangsfuldbyrdelsessag?
Begæring om tvangsfuldbyrdelse og betalingspåbud
Tvangsfuldbyrdelsen begynder, når kreditor indgiver en anmodning om tvangsfuldbyrdelse til icra-kontoret (icra dairesi). I anmodningen angives fordringens størrelse, grundlag og fuldbyrdelsesmåde. Lovbestemt rente behandles som et særskilt element: For rentebærende fordringer er det obligatorisk at angive rentebeløbet og den dag, hvorfra renten påløber i anmodningen. Hvis fordringen er opstået i udenlandsk valuta, skal det desuden angives, hvilken kurs pr. hvilken dato fordringen kræves beregnet efter, samt renten. For skyldneren betyder dette, at indsigelsen ikke kun kan rettes mod selve fordringen eller dens størrelse, men også direkte mod renten; indsigelser mod rentesatsen, den dag, hvorfra renten påløber, eller den krævede rentetype skal ligeledes fremsættes rettidigt og i overensstemmelse med proceduren. Anmodningen kan indgives til icra-kontoret skriftligt, mundtligt eller elektronisk. Hvis fordringen er baseret på et dokument, skal originalen eller en kopi, der er bekræftet af kreditor eller dennes repræsentant, i ét eksemplar mere end antallet af skyldnere, afleveres til icra-kontoret samtidig med indgivelsen af anmodningen. Tvangsfuldbyrdelsesomkostningerne afholdes af skyldneren. Kreditor betaler dog på forhånd som forskud omkostningerne ved den ønskede foranstaltning og omkostningerne ved forkyndelsen af en eventuel indsigelse, som skyldneren måtte fremsætte, og kan få disse omkostninger dækket af det først indbetalte beløb. Icra-kontoret sender i overensstemmelse med anmodningen et betalingspålæg eller et fuldbyrdelsespålæg til skyldneren.
På dette trin undersøges det, om pålægget er blevet forkyndt for skyldneren i overensstemmelse med proceduren. Selv hvis forkyndelsen er foretaget i strid med proceduren, anses den for gyldig, hvis modtageren er blevet bekendt med den, og den dato, som modtageren oplyser som datoen for sin viden om forkyndelsen, anses for forkyndelsesdatoen. Det vil sige, at en procedurefejl ikke nulstiller fristerne, men ændrer starttidspunktet. Procedurefejlen skal gøres gældende ved klage inden for syv dage fra kendskabet; hvis indsigelsesfristen af denne grund er overskredet, kan forsinket indsigelse gøres gældende inden for tre dage fra kendskabet. Da fristerne løber fra forkyndelsesdatoen, er fastlæggelsen af forkyndelsesdatoen og, i tilfælde af en procedurefejl, tidspunktet for kendskabet afgørende for begyndelsen af fristberegningen.
Indsigelse, ophævelse af indsigelsen og annullering af indsigelsen
Indsigelsesfristen og den instans, hvor indsigelsen skal fremsættes, varierer afhængigt af fuldbyrdelsesmåden. Ved den almindelige udlægsprocedure indgiver skyldneren indsigelse til icra-kontoret inden for syv dage efter forkyndelsen af betalingspålægget, og en rettidig indsigelse standser automatisk tvangsfuldbyrdelsen. Ved tvangsfuldbyrdelse på grundlag af negotiable instrumenter er fristen imidlertid fem dage, og indsigelsen fremsættes direkte for fuldbyrdelsesdomstolen (icra mahkemesi); betalingsfristen er ti dage. Denne indsigelse standser ikke andre fuldbyrdelsesforanstaltninger end salget – det vil sige, at salget standses, mens udlæg og andre handlinger fortsætter; for at standse hele tvangsfuldbyrdelsen kræves der en særskilt afgørelse fra fuldbyrdelsesdomstolen. Ved tvangsfuldbyrdelse på grundlag af et eksigibelt dokument er fristen for at efterkomme fuldbyrdelsespålægget syv dage, og skyldneren har ingen mulighed for at standse tvangsfuldbyrdelsen gennem indsigelse.
Hvis fuldbyrdelsen standser under den almindelige procedure for udlæg, har kreditor to muligheder, og fristerne er forskellige. Hvis kreditor er i besiddelse af et af de dokumenter, der er opregnet i loven, kan kreditor inden for seks måneder fra meddelelsen om indsigelsen anmode icra-domstolen om at ophæve indsigelsen; overskrides denne frist, kan kreditor ikke indlede en ny fuldbyrdelsesprocedure uden dom eller andet fuldbyrdelsesgrundlag for samme fordring. Hvis et sådant dokument ikke foreligger, skal kreditor inden for et år fra meddelelsen om indsigelsen anlægge sag om indsigelsens annullation ved de almindelige domstole; selv om denne frist overskrides, består retten til at anlægge sag om fordringen efter de almindelige regler. Da begge frister begynder at løbe samtidig, er det nødvendigt tidligt at afgøre, hvilken mulighed der skal anvendes.
Adgangen til ophævelse af indsigelsen forudsætter, at kreditor er i besiddelse af et bestemt dokument. Loven opregner disse dokumenter under to overskrifter: et gældsbrev, der indeholder en erkendelse af gælden, og hvis underskrift er anerkendt af skyldneren eller bekræftet af en notar; eller en kvittering eller et dokument, der er udstedt forskriftsmæssigt af offentlige kontorer eller kompetente myndigheder. Hvis skyldneren har bestridt underskriften i en fuldbyrdelsesprocedure, der er baseret på et privat dokument, foreskriver loven en særskilt fremgangsmåde: midlertidig ophævelse af indsigelsen. Den afgørelse, der træffes efter denne fremgangsmåde, er af midlertidig karakter, og skyldneren bevarer retten til at anlægge sag om frigørelse fra gælden.
I begge sager har loven fastsat regler om erstatning, men betingelserne er ikke ens for de to parter. Erstatningen kan ikke fastsættes til mindre end tyve procent; der er tale om en minimumssats, ikke en fast sats. Forskellen afhænger af, hvilken fremgangsmåde der anvendes: Ved endelig ophævelse af indsigelsen idømmes skyldneren erstatning, hvis begæringen tages til følge af grunde, der vedrører sagens realitet, mens kreditor idømmes erstatning, hvis begæringen af sådanne grunde forkastes, og her kræves der ikke ond tro. Ved sag om indsigelsens annullation er det for skyldnerens vedkommende tilstrækkeligt, at indsigelsen er uberettiget, mens kreditor kun pålægges erstatning, hvis kreditor ved fuldbyrdelsen anses for at have handlet uberettiget og i ond tro. Hvis den, der har gjort indsigelse, er indehaver af forældremyndigheden, værge eller arving, er det en betingelse for at idømme skyldneren erstatning, at ond tro bevises. Erstatning idømmes endvidere ikke af egen drift, men kun efter begæring fra den anden part.
Udlæg, værdiansættelse og salg
Efter at tvangsfuldbyrdelsen er blevet endelig, foretages udlæg efter kreditors anmodning. Skyldnerens pligt til at afgive en formueopgørelse bliver relevant på dette tidspunkt, og fristen varierer afhængigt af tvangsfuldbyrdelsesmåden: Ved almindelig tvangsfuldbyrdelse (genel haciz yolu) er fristen syv dage fra forkyndelsen af betalingsordren, ved tvangsfuldbyrdelse på grundlag af et tvangsfuldbyrdelsesdokument (ilamlı takip) er fristen syv dage fra forkyndelsen af tvangsfuldbyrdelsesordren, ved tvangsfuldbyrdelse efter reglerne om negotiable dokumenter (kambiyo senetlerine mahsus takip) er fristen ti dage fra forkyndelsen af betalingsordren, og hvis der er truffet afgørelse om ophævelse af indsigelsen, er fristen tre dage fra forkyndelsen af afgørelsen. Manglende afgivelse af formueopgørelse og afgivelse af urigtige oplysninger er underlagt særskilte sanktioner i loven.
Værdien af det udlagte aktiv ansættes, hvorefter salgsfasen påbegyndes. Salgsanmodningen skal fremsættes inden for fristen, og omkostningerne skal betales forud; i modsat fald anses anmodningen for ikke at være fremsat, og hvis fristen udløber, bortfalder udlægget. I så fald skal proceduren gentages med henblik på et nyt udlæg, og hvis sagen er blevet taget ud af behandling, skal fornyelsesanmodningen desuden forkyndes for skyldneren. I den proces, der foregår via den elektroniske salgsportal, har faserne med bekendtgørelse, afgivelse af bud, auktion og betaling af købesummen hver deres frister.
For så vidt angår udlæg i en bolig har loven i 2023 indført en særskilt kontrolfase. Hvis fogeden konstaterer, at det sted, hvor der anmodes om udlæg, er en bolig, træffer fogeden afgørelse om, at der skal foretages udlæg på stedet, og forelægger straks afgørelsen for fogedrettens godkendelse. Retten foretager senest tre dage efter den dato, hvor sagen blev forelagt retten, en undersøgelse på grundlag af sagsakterne; hvis det fastslås, at stedet er en bolig, træffer retten endelig afgørelse om at godkende afgørelsen, og når denne afgørelse er meddelt fogedkontoret, foretages udlægget. Hvis det fastslås, at stedet ikke er en bolig, ophæver retten endeligt afgørelsen om udlæg i boligen, og fogeden træffer en ny afgørelse vedrørende den foreliggende anmodning om udlæg. Hvis det efter godkendelsesafgørelsen viser sig, at det sted, der er taget til, ikke er en bolig, fortsættes udlægget.
Fordeling, insolvensbevis og klage
Provenuet fra salget fordeles først, efter at de fælles udgifter, der vedrører alle kreditorer, er dækket. Panthavere har fortrinsret for så vidt angår deres fordringer, der er sikret ved pant. Hvis salgsprovenuet ikke er tilstrækkeligt til at dække alle fordringer, udarbejdes en prioriteringsliste; ved registrering i præferenceklasser lægges datoen for anmodningen om udlæg til grund.
Retsmidlet mod prioriteringslisten afhænger af, hvad indsigelsen er rettet mod, og hvis denne sondring forveksles, indgives anmodningen til den forkerte myndighed. En indsigelse vedrørende fordringens grundlag eller størrelse fremsættes ved søgsmål ved de almindelige domstole, hvorimod en indsigelse, der udelukkende vedrører prioriteten, fremsættes ved klage til tvangsfuldbyrdelsesdomstolen. Fristen for begge anmodninger er syv dage.
Hvis hele fordringen ikke kan inddrives, dokumenteres insolvensen. Hvis kreditor ikke har modtaget hele sin fordring, udsteder tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden et endeligt insolvenscertifikat; hvis skyldneren slet ingen aktiver har, der kan gøres til genstand for udlæg, har udlægsprotokollen samme virkning som et endeligt insolvenscertifikat. I tilfælde, hvor det konstateres, at aktiverne er utilstrækkelige, fungerer protokollen derimod som et foreløbigt insolvenscertifikat; dette er ikke et særskilt udstedt dokument. Insolvenscertifikatet har konkrete virkninger: det har karakter af et gældsbrev med erkendelse af gæld, hvis kreditor inden for et år indleder tvangsfuldbyrdelse, er fornyet fremsendelse af betalingspåkrav ikke nødvendig, der kan ikke kræves renter af det resterende beløb under insolvens, og fordringen er underlagt en forældelsesfrist på tyve år. Herudover betales den del af indkomsten, der overstiger minimumslønnen, til tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden, hvis det over for tvangsfuldbyrdelsesdomstolen godtgøres efter en ansøgning indgivet senest fem år efter, at fordringen er bekræftet ved insolvenscertifikat, at skyldneren, for hvem der er udstedt insolvenscertifikat, har et indkomstgrundlag over minimumslønnen. Den del, som tvangsfuldbyrdelsesdomstolen fastsætter til mindst en fjerdedel af den del af indkomsten, der overstiger minimumslønnen, skal betales med start senest en måned efter, at afgørelsen er retskraftig og hver måned, indtil gælden i insolvenscertifikatet er betalt; denne forpligtelse opstår ikke automatisk, men er betinget af en domstolsafgørelse.
Klageadgangen over for tvangsfuldbyrdelsesmyndighedens og -embedsmandens handlinger er åben på ethvert trin. Klagen indgives til tvangsfuldbyrdelsesdomstolen, og fristen er syv dage fra kendskab til handlingen. I tilfælde af manglende opfyldelse af en rettighed eller ubegrundet forsinkelse kræves ingen frist. Det må ikke glemmes, at en klage ikke automatisk suspenderer tvangsfuldbyrdelsen, men at fuldbyrdelsen kun kan standses, hvis tvangsfuldbyrdelsesdomstolen træffer afgørelse herom.
Afvisning af klagen eller indsigelsen ved tvangsfuldbyrdelsesretten afslutter ikke processen; fristen for at anfægte afgørelsen løber særskilt, og denne frist blev ændret i 2024. Fristen for at indgive appel til den regionale appeldomstol over tvangsfuldbyrdelsesrettens afgørelser er blevet forlænget til to uger, og fristen begynder nu kun at løbe fra forkyndelsesdatoen; mundtlig meddelelse indleder ikke længere fristen. Fristen for at indgive appel til kassationsinstansen over afgørelser fra den regionale appeldomstol er også to uger fra forkyndelsen. Loven regulerer med samme ændring beregningen af frister fastsat i uger: fristen udløber den dag i den sidste uge, der svarer til den dag, hvor fristen begyndte. En appel suspenderer ikke andre tvangsfuldbyrdelseshandlinger end salget; det kræver en særskilt afgørelse at suspendere fuldbyrdelsen. Muligheden for at indgive appel er desuden betinget af en økonomisk grænse; disse grænser forhøjes ved begyndelsen af hvert kalenderår med omvurderingsraten, og hvilket beløb der finder anvendelse, afgøres på grundlag af datoen for klagens indgivelse eller søgsmålets anlæggelse. Visse afgørelser truffet af tvangsfuldbyrdelsesretten kan dog ikke appelleres, uanset deres værdi.
Valget af tvangsfuldbyrdelsesvej afgør resultatet
Fremgangsmåder ved tvangsfuldbyrdelse
Almindelig udlægsvej (fuldbyrdelse uden dom eller andet fuldbyrdelsesgrundlag)
Det er den fremgangsmåde, som en kreditor uden dom eller omsætteligt gældsinstrument følger. En fuldbyrdelsessag kan også indledes på grundlag af en faktura, en aftale, en kontooversigt eller blot et mundtligt gældsforhold; loven kræver ikke, at kreditor fremlægger dokumenter ved denne fremgangsmåde.
Debitor har endnu en selvstændig mulighed for at anlægge sag. Debitor kan før eller under fuldbyrdelsesforløbet anlægge sag om fastslåelse af, at gælden ikke består for at bevise, at han ikke er debitor. I en sag anlagt før fuldbyrdelsesforløbet kan retten efter anmodning træffe afgørelse om foreløbig retsbeskyttelse med henblik på at standse fuldbyrdelsen mod sikkerhedsstillelse, der ikke må være lavere end femten procent af kravet. I en sag om fastslåelse af, at gælden ikke består, der anlægges efter fuldbyrdelsesforløbets indledning, kan der derimod ikke træffes afgørelse om at standse fuldbyrdelsen ved foreløbig retsbeskyttelse; debitor kan alene, på betingelse af at han dækker tab som følge af forsinkelsen og stiller sikkerhed, der ikke er lavere end samme sats, begære, at beløbet i fuldbyrdelseskontoret ikke udbetales til kreditor. Hvis sagen falder ud til debitors fordel, standser fuldbyrdelsen straks; når dommen er blevet endelig, tilbageføres fuldbyrdelsen helt eller delvis til den tidligere tilstand uden yderligere kendelse. Hvis det konstateres, at det fuldbyrdelsesforløb, som har tvunget debitor til at anlægge sag om fastslåelse af, at gælden ikke består, er uberettiget og i ond tro, træffes der også afgørelse om, at det tab, debitor har lidt på grund af sagen, skal betales af kreditor. Tilbagesøgning af et beløb, som efter gældens betaling konstateres ikke at være skyldt, kræves derimod gennemført ved tilbagesøgningssag.
Fordelen ved denne fremgangsmåde er, at debitor har vide muligheder for at gøre indsigelse. Hvis debitor inden syv dage fra forkyndelsen af betalingspåbuddet gør indsigelse over for fuldbyrdelseskontoret, standser fuldbyrdelsen af sig selv, og kreditor må henvende sig til retten. Indsigelsen kan rettes mod selve fordringen, dens størrelse, renten, kompetencen eller kreditors ret til at indlede fuldbyrdelsesforløbet; påstanden om, at underskriften ikke tilhører debitor, meddeles også fuldbyrdelseskontoret ved denne fremgangsmåde. Derfor bør fuldbyrdelsen ved udokumenterede fordringer planlægges med henblik på muligheden for, at der kommer en indsigelse.
Tvangsfuldbyrdelse på grundlag af dom
Fuldbyrdelse kan ske på grundlag af en domstolsafgørelse eller et dokument, som loven tillægger fuldbyrdelseskraft. Loven opregner disse dokumenter: forlig og erkendelser indgået for domstolen, kautionserklæringer i forbindelse med appel, kautionserklæringer afgivet ved fuldbyrdelsesmyndigheden samt gældsbreve udfærdiget af notar embedsmæssigt, der indeholder en erkendelse af en pengegæld. Et dokument, hvor notaren kun har bekræftet underskriften, falder ikke ind under denne kategori. Fuldbyrdeligheden af et mæglingsforlig følger derimod af en særskilt lov og kan opnås på to måder: ved påtegning om fuldbyrdelighed på forligsdokumentet eller ved, at dokumentet underskrives i fællesskab af parterne, deres advokater og mægleren.
Ved fuldbyrdelse på grundlag af dom sendes der i stedet for et betalingspåkrav et fuldbyrdelsespåkrav til skyldneren, som ikke har mulighed for at standse fuldbyrdelsen ved indsigelse. Skyldnerens primære retsmiddel er at anmode fuldbyrdelsesdomstolen om udsættelse af fuldbyrdelsen inden for syv dage. De grunde, der kan støtte en sådan anmodning, er udtømmende opregnet: forældelse, opfyldelse eller meddelt henstand. Påstanden om opfyldelse eller henstand skal bevises med et dokument af den karakter, loven kræver. Grunde, der opstår efter forkyndelsen af fuldbyrdelsespåkravet, kan derimod altid gøres gældende; loven stiller dog et strengere beviskrav i dette tilfælde: krav støttet på opfyldelse eller henstand skal ubetinget støttes på dokumenter udfærdiget eller bekræftet embedsmæssigt af notaren eller på fuldbyrdelsesprotokollen. Udsættelse er dog ikke det eneste retsmiddel: En skyldner, der har iværksat et retsmiddel, kan anmode om standsning af fuldbyrdelsen mod sikkerhedsstillelse; fuldbyrdelsesforanstaltningerne kan standses, hvis afgørelsen ophæves eller omstødes af den regionale appeldomstol; og klage over fuldbyrdelsesmyndighedens tjenestemands foranstaltninger udgør en særskilt vej. Fuldbyrdelse af udenlandske domme ad denne vej forudsætter imidlertid, at der først opnås en anerkendelses- og fuldbyrdelsesdom.
Særlig tvangsfuldbyrdelse for omsætningspapirer
Dette er den særlige tvangsfuldbyrdelsesprocedure, der er foreskrevet for fordringer baseret på et omsætningspapir. Papiret skal have karakter af et omsætningspapir, dvs. opfylde alle lovens formkrav; hvis blot ét af disse krav mangler, kan sagen ikke gennemføres efter denne procedure.
I denne procedure indgives skyldnerens indsigelse ikke til tvangsfuldbyrdelsesdomstolen, men direkte til tvangsfuldbyrdelsesdomstolen, og fristen er fem dage. Indsigelsen standser ikke andre tvangsfuldbyrdelsesskridt end salget; salget standses, mens udlæg og andre foranstaltninger fortsætter. For at standse hele tvangsfuldbyrdelsen kræves en særskilt afgørelse fra tvangsfuldbyrdelsesdomstolen.
Indsigelse mod gælden og indsigelse mod underskriften er knyttet til forskellige retsvirkninger. Ved indsigelse mod gælden afhænger rettens mulighed for midlertidigt at standse tvangsfuldbyrdelsen af de dokumenter, der er vedlagt indsigelsesskrivelsen. Ved indsigelse mod underskriften kan retten derimod, hvis den finder indsigelsen alvorlig, standse tvangsfuldbyrdelsen på grundlag af akterne uden at kræve forkyndelse for kreditor; denne fremgangsmåde er mere fleksibel. Der er dog en modydelse: Hvis undersøgelsen viser, at underskriften tilhører skyldneren, idømmes skyldneren en benægtelseserstatning på mindst tyve procent af fordringen samt en bøde på ti procent af fordringen.
Fyldestgørelse gennem pant
Hvis en fordring er sikret ved pant i fast ejendom eller pant i løsøre, skal kreditor som udgangspunkt først søge fyldestgørelse i pantet. Denne regel er dog ikke absolut; loven foreskriver selv flere undtagelser. Såfremt provenuet fra salget af pantet ikke dækker fordringen, er der adgang til udlæg eller konkurs for det resterende beløb. For fordringer hidrørende fra boligfinansiering samt for den tyrkiske boligudviklingsadministrations fordringer kan kreditor vælge udlæg eller konkurs uden først at søge fyldestgørelse i pantet. Hvis fordringen er knyttet til et omsætningspapir, kan den særlige procedure for omsætningspapirer følges, selv om der består pant. For renter og årlige afdragsfordringer, der er sikret ved pant, er kreditor også tillagt et valg. Tilstedeværelsen af pant bestemmer således ikke alene den fremgangsmåde, der skal følges.
Pantets karakter påvirker både proceduren og skyldnerens indsigelsesmuligheder, og det lovbestemte kriterium her er, om akten i tingbogen uden forbehold indeholder en erkendelse af en pengegæld. Hvis den gør det, sendes der et fuldbyrdelsespålæg til skyldneren, og skyldneren kan ikke gøre indsigelse; den pågældende kan i stedet anmode om udsættelse af tvangsfuldbyrdelsen. Loven foreskriver i begge tilfælde en tredive dages betalingsfrist: Hvis akten i tingbogen uden forbehold indeholder en erkendelse af en pengegæld, anføres det i fuldbyrdelsespålægget, at gælden skal betales inden for tredive dage, og at kreditor, hvis gælden ikke betales inden for denne frist, og der ikke fremlægges en afgørelse om udsættelse af tvangsfuldbyrdelsen, kan kræve ejendommen solgt. I andre tilfælde fastsættes betalingsfristen i det fremsendte betalingspålæg også til tredive dage, og det meddeles, at kreditor kan kræve ejendommen solgt, hvis der ikke gøres indsigelse inden for syv dage, og gælden ikke betales inden for tredive dage. Hvis akten ikke indeholder en sådan erkendelse, sendes der et betalingspålæg, og skyldneren kan gøre indsigelse inden for syv dage; der kan dog ikke gøres indsigelse mod selve panteretten. Ved pant, der er stillet som sikkerhed for en løbende konto eller kredit, kan fuldbyrdelsesdomstolen fastsætte fordringens størrelse ved at gennemgå aftalen og kvitteringerne. Hvis ejendommen tilhører en tredjepart, vurderes den pågældendes retsstilling særskilt.
Tvangsfuldbyrdelse af lejet ejendom uden dom
Loven foreskriver en særskilt fremgangsmåde for både forfølgning af lejefordringen og fraflytning af den lejede ejendom i tilfælde af manglende betaling af lejen eller udløb af lejeperioden. Ved manglende betaling af lejen kan kreditor, mens vedkommende forfølger den forfaldne lejefordring, også kræve fraflytning i samme sag. Til dette formål fastsættes den betalingsfrist, der skal gives lejeren, i henhold til den tyrkiske obligationslov: for bolig- og erhvervslejemål i bygninger er den mindst tredive dage, for andre lejeforhold mindst ti dage og ved forpagtningsleje mindst tres dage. Lejeren kan gøre indsigelse mod betalingspålægget inden for syv dage; i tilfælde af indsigelse skal kreditor inden for seks måneder anmode om, at indsigelsen ophæves. Fraflytningskravet skal fremsættes inden for seks måneder fra udløbet af påbudsfristen, og til fuldbyrdelse af afgørelsen om fraflytning gives lejeren en frist på ti dage.
Ved fraflytning baseret på lejeperiodens udløb er proceduren derimod en anden: Lejekontrakten skal forelægges for fuldbyrdelsesmyndigheden inden for en måned fra periodens udløb, fraflytningspåbuddet skal efterkommes inden for femten dage, og lejeren kan gøre indsigelse inden for syv dage.
Denne fremgangsmåde er underlagt en lovbestemt betingelse: En afgørelse om fraflytning fra den tyrkiske fogedomstol kan kun træffes, hvis lejekontrakten er notarielt oprettet eller notarielt bekræftet, eller hvis lejeren har anerkendt kontrakten; i modsat fald skal fraflytningskravet fremsættes ved søgsmål. Fraflytning begrundet i udlejerens behov, genopførelse af ejendommen, den nye ejers behov eller to berettigede skriftlige påkrav kan kun kræves ved søgsmål. For krav baseret på et skriftligt fraflytningstilsagn står begge veje derimod åbne. Derfor afgøres det ud fra lejeforholdets karakter og grundlaget for kravet, om fraflytningskravet skal fremsættes gennem fuldbyrdelsesproceduren eller ved søgsmål.
For skyldneren
Skyldnerens rettigheder, forpligtelser og retsmidler
En fuldbyrdelsesprocedure medfører for debitor ikke blot en betalingsforpligtelse; den indebærer også rettigheder, der skal udøves, og forpligtelser, der skal opfyldes inden for de frister, der er fastsat i loven. Hvis disse rettigheder ikke udøves rettidigt, bliver proceduren endelig, og muligheden for som udgangspunkt at gøre indsigelse mod gælden bortfalder.
Indsigelse og klage er to forskellige retsmidler; hvilket af dem der kan anvendes, afhænger af, om påstanden vedrører fordringen eller en handling foretaget af fuldbyrdelseskontoret. Indsigelse vedrører selve fordringen, dens størrelse, renter, fuldbyrdelseskontorets kompetence eller kreditors ret til at iværksætte fuldbyrdelse; ved den almindelige udlægsprocedure indgives indsigelsen til fuldbyrdelseskontoret, fristen er syv dage, og den standser automatisk proceduren. En påstand om, at underskriften ikke tilhører debitor, fremsættes ligeledes over for fuldbyrdelseskontoret ad denne vej. Klage indgives derimod til fuldbyrdelsesretten med påstand om, at en handling foretaget af fuldbyrdelseskontoret eller en fuldbyrdelsesmedarbejder er i strid med loven, ikke er i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder, eller at en rettighed ikke er blevet varetaget; fristen er syv dage fra det tidspunkt, hvor man fik kendskab til handlingen, og en klage standser ikke proceduren, medmindre fuldbyrdelsesretten træffer afgørelse herom. Hvilket retsmiddel der kan anvendes, afhænger af, om påstanden vedrører fordringen eller handlingen.
Debitors pligt til at afgive en formueerklæring er fastsat i loven, og fristen er syv, ti eller tre dage afhængigt af den valgte fuldbyrdelsesprocedure. Manglende afgivelse af erklæringen og afgivelse af urigtige oplysninger er underlagt særskilte sanktioner; blandt disse sanktioner er i de tilfælde, der er fastsat i loven, også tvangsfængsling. Sanktionerne for manglende afgivelse af erklæringen og for afgivelse af urigtige oplysninger er reguleret særskilt i loven.
Genstande og rettigheder, der ikke kan gøres til genstand for udlæg, er opregnet i loven. Dette omfatter debitors bolig, der er passende efter dennes forhold, erhvervsmæssige genstande tilhørende en debitor, hvis økonomiske virksomhed i højere grad er baseret på fysisk arbejde end på kapital, personlige ejendele tilhørende familiemedlemmer, der bor under samme tag som debitor, samt husholdningsgenstande, der tjener familiens fælles brug, fødevarer og brændsel, der er nødvendige for familiens underhold i to måneder, og studiestipendier. Aftaler om på forhånd at give afkald på denne beskyttelse er ugyldige. Hvis der er foretaget udlæg i en genstand, der ikke kan gøres til genstand for udlæg, skal dette gøres gældende ved klage og ikke ved indsigelse.
Den tredjemand, som gør gældende, at det udlagte aktiv tilhører ham, kan gøre istihkak-indsigelse gældende (krav om anerkendelse af tredjemands ejendomsret). Fristen er syv dage, men begyndelsestidspunktet varierer afhængigt af situationen: den løber fra datoen, hvor den pågældende fik kendskab til udlægget, fra den mundtlige afsigelse eller forkyndelsen af eksekutionsrettens afgørelse eller fra den frist, som eksekutionschefen har fastsat. Da spørgsmålet om, i hvis besiddelse aktivet befinder sig, afgør, hvem der bærer bevisbyrden, har registreringen i udlægsrapporten af, hvor aktivet befinder sig, og hvem der er i besiddelse af det, direkte betydning for sagen.
Det er muligt for skyldneren at aftale betaling i rater med kreditor og at afgive en forpligtelse (taahhüt) over for eksekutionskontoret. Gyldigheden af forpligtelsen er betinget af de i loven fastsatte betingelser, og sanktionen er udtrykkeligt angivet i loven: Hvis skyldneren uden gyldig grund overtræder den betalingsbetingelse, der er aftalt over for eksekutionskontoret, kan der efter kreditors klage idømmes tvangsfængsel i op til tre måneder. Hvis skyldneren efter påbegyndelsen af fængslet betaler gælden eller det beløb, der skulle have været indbetalt indtil da, løslades skyldneren; hvis betalingerne igen ophører, kan der igen idømmes tvangsfængsel, og varigheden af tvangsfængslet for samme gæld kan ikke overstige tre måneder. Derfor bør indholdet af og betingelserne i forpligtelsesprotokollen vurderes, før den underskrives.
For så vidt angår skyldnerens dispositioner, der har til formål at skjule sine aktiver for kreditorerne, har kreditor mulighed for at anlægge sag om ophævelse af dispositionen (tasarrufun iptali davası). Denne sag kan anlægges af en kreditor, der er i besiddelse af en midlertidig eller endelig insolvensattest. Sagen er underlagt en præklusiv frist på fem år fra datoen for den disposition, der skal ophæves. Omfanget af vederlagsfrie dispositioner, der kan ophæves, er blevet indsnævret tre gange gennem forfatningsdomstolens ophævelsesdomme i 2022, 2023 og 2025, og bestemmelsen blev derefter genudformet ved lov nr. 7571 og trådte i kraft den 25. december 2025; det vil sige, at instituttet ikke er blevet afskaffet, men omskrevet. Ifølge den gældende bestemmelse er, bortset fra sædvanlige gaver, alle donationer og vederlagsfrie dispositioner foretaget inden for et år før udstedelsen af den midlertidige eller endelige insolvensattest eller af den arrestforretning, der har karakter af en insolvensattest, eller inden konkursens åbning, genstand for ophævelse. Loven anser endvidere tre grupper af transaktioner for at være donationer: dispositioner mellem skyldneren og dennes livsarvinger og opstigende slægtninge, blodslægtninge indtil og med tredje grad, ægtefællen, selvom ægteskabet er ophørt inden for det seneste år, og svigerfamilien indtil og med tredje grad, adoptivforælderen og adoptivbarnet samt personer, der bor i samme bolig, medmindre det bevises, at der er tale om et vederlag svarende til aktivets reelle værdi; kontrakter, hvor skyldneren, medmindre det modsatte bevises, har accepteret et vederlag, der er betydeligt lavere end den reelle værdi af det, han selv har ydet; og aftaler om livsvarig indkomst, brugsret eller pleje indtil døden, medmindre det bevises, at der er ydet et passende vederlag. Da ophævelsessager imidlertid er underlagt de lovbestemmelser, der var gældende på tidspunktet for den transaktion, hvis ophævelse kræves, finder den tekst, der var gældende på det tidspunkt, anvendelse på dispositioner foretaget før den 25. december 2025; derfor er fastlæggelsen af transaktionsdatoen det første skridt i vurderingen af omfanget.
Konkurs og rekonstruktion
Konkurs og akkordordning
Konkurs er en fremgangsmåde, hvor skyldnerens samlede formue afvikles med henblik på kollektiv fyldestgørelse af kreditorerne. Konkursforfølgning kan kun iværksættes over for de tre grupper, der er opregnet i loven: personer, der anses for erhvervsdrivende efter den tyrkiske handelslov, personer, der er underlagt reglerne om erhvervsdrivende, samt fysiske eller juridiske personer, der efter deres særlove er underlagt konkurs, selv om de ikke er erhvervsdrivende. En erhvervsdrivende er underlagt konkurs for enhver gæld. Status som erhvervsdrivende er ikke begrænset til faktisk drift af en handelsvirksomhed; også personer, der har oprettet en sådan virksomhed og har bekendtgjort eller registreret dette, personer, der driver virksomheden uden tilladelse eller i strid med et forbud, samt fonde og foreninger, der driver handelsvirksomhed, er omfattet. Visse personer uden status som erhvervsdrivende kan også være underlagt konkurs i henhold til loven; en deltager med ubegrænset ansvar i et kollektivt selskab kan selv erklæres konkurs, uden at selskabet erklæres konkurs. En erhvervsdrivende, der har indstillet sin virksomhed, kan også udsættes for konkursforfølgning i indtil et år fra bekendtgørelsen. Det skal derfor i hver enkelt sag vurderes særskilt ud fra skyldnerens retlige status, om der kan iværksættes konkursforfølgning.
Konkurs kan kræves af kreditor ved et forfølgningskrav eller, i de i loven foreskrevne tilfælde, direkte uden forudgående forfølgning. I den almindelige konkursvej sendes skyldneren et konkursbetalingspålæg; hvis skyldneren ikke betaler gælden inden for syv dage og ikke inden for denne frist indgiver indsigelse om, at gælden ikke består, eller at vedkommende ikke er blandt de konkursundergivne, kan kreditor kræve konkursafgørelse fra handelsretten. Retten til at kræve konkurs bortfalder efter et år fra forkyndelsen af betalingspålægget. For fordringer på omsætningspapirer er der fastsat en særskilt konkursvej, og der er betalings- samt indsigelses- og klagefristen fem dage.
Direkte konkurs er ikke begrænset til tilfælde af insolvens. Kreditor kan uden forudgående forfølgning kræve konkurs, hvis skyldneren ikke har en kendt bopæl, flygter for at unddrage sig sine forpligtelser, foretager svigagtige dispositioner, der krænker kreditorernes rettigheder, skjuler sine aktiver, indstiller sine betalinger, eller undlader at betale en domsbaseret fordring trods et fuldbyrdelsespålæg. Skyldneren kan også selv kræve sig erklæret konkurs ved at erklære sig insolvent; i de tilfælde, der er fastsat i loven, er skyldneren forpligtet til at gøre det. Hvis det fastslås, at kapitalselskaber og kooperativer er insolvente, kan de også erklæres konkurs uden forudgående forfølgning. En sådan insolvens kan ikke kun påberåbes af selskabsorganerne, men også af en kreditor.
For kapitalselskaber er forringelsen af den økonomiske situation reguleret trinvis. Hvis det fremgår af seneste årsbalance, at summen af kapitalen og de lovbestemte reserver er halvt dækket af tab, indkalder bestyrelsen straks generalforsamlingen og forelægger de forbedringsforanstaltninger, den finder passende. Når denne andel når to tredjedele, ophører selskabet automatisk, medmindre den straks indkaldte generalforsamling beslutter at nøjes med en tredjedel af kapitalen eller at fuldtegne kapitalen; i henhold til den relevante bekendtgørelse kan generalforsamlingen beslutte sig for en af følgende muligheder: kapitalnedsættelse, fuldtegning af kapital eller kapitalforhøjelse. Insolvens er derimod en situation, hvor selskabets aktiver ikke kan dække dets gæld. Hvis der er tegn, der giver anledning til mistanke om insolvens, skal bestyrelsen udarbejde en mellembalance, der viser aktiverne både efter going concern-princippet og til eventuelle salgspriser; hvis det viser sig, at aktiverne ikke er tilstrækkelige til at dække fordringerne, er bestyrelsen forpligtet til at indberette situationen til handelsretten og begære selskabet konkurs. Denne indberetning er en af bestyrelsens ufravigelige og uoverdragelige opgaver. Hvis kreditorer med fordringer, der dækker selskabets underskud, skriftligt accepterer, at deres fordringer placeres efter alle andre kreditorers fordringer, og denne erklærings gyldighed bekræftes af sagkyndige udpeget af retten, afsiges der ikke konkursdekret. Bestyrelsen eller enhver kreditor kan sammen med konkursbegæringen eller under konkursbehandlingen også begære tvangsakkord. Endvidere kan der i henhold til den relevante bekendtgørelses overgangsbestemmelse indtil 1 januar 2027 ses bort fra hele kurstab fra endnu ikke opfyldte valutagældsforpligtelser og halvdelen af visse udgifter vedrørende 2020 og 2021 ved beregningen af kapitaltab og insolvens. For virksomheder, der har lånt i fremmed valuta, ændrer denne overgangsbestemmelse de poster, der skal medtages i insolvensberegningen.
Ved afsigelsen af konkursdekretet udgør alle konkursdebitorens aktiver, der kan gøres til genstand for fuldbyrdelse, konkursboet og henlægges til dækning af fordringerne; aktiver, der tilfalder konkursdebitoren indtil konkursens afslutning, indgår også i boet. Konkursdebitorens dispositioner over boets aktiver er ugyldige over for kreditorerne, og konkursdebitoren kan ikke modtage nogen betaling. Ved en almindelig bobehandling skal kreditorerne anmelde deres fordringer inden for en måned fra bekendtgørelsen; for kreditorer, der befinder sig fjerntliggende steder eller i udlandet, kan denne frist forlænges, og fordringer, der ikke er anmeldt rettidigt, accepteres indtil konkursens afslutning, mens omkostningerne som følge af forsinkelsen påhviler kreditor. For det første kreditormøde er der fastsat højst ti dage fra bekendtgørelsen. Fordringsranglisten udarbejdes efter udløbet af anmeldelsesfristen og senest to måneder efter valget af konkursadministrationen; i nødvendige tilfælde kan fuldbyrdelsesdomstolen forlænge denne frist med højst to måneder én gang. Personer, der gør indsigelse mod fordringsranglisten, skal anlægge sag ved handelsdomstolen inden for femten dage fra bekendtgørelsen af ranglisten; hvis indsigelsen kun vedrører rangordenen, indgives der klage til fuldbyrdelsesdomstolen.
Tvangsakkord er en institution, der giver skyldneren mulighed for, i tilfælde af forringet økonomisk situation, at omstrukturere sin gæld ved aftale med kreditorerne. Institutionen med udsættelse af konkurs blev ophævet i 2018 ved lov nr. 7101: de relevante artikler i fuldbyrdelses- og konkursloven blev ophævet, overskriften på den relevante artikel i den tyrkiske handelslov, som lød "Udsættelse af konkurs", blev ændret til "Tvangsakkord", og tvangsakkord blev i væsentlig grad omreguleret. Derfor afspejler ældre kilders forklaringer om udsættelse af konkurs ikke den aktuelle situation. For anmodninger om udsættelse af konkurs og tvangsakkord, der verserede på lovens ikrafttrædelsestidspunkt, anvendes dog fortsat de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for anmodningen. I dag er tvangsakkord som udgangspunkt den omstruktureringsvej, skyldneren kan benytte; herudover er der også omstrukturering gennem forlig, som er særlig for kapitalselskaber og andelsselskaber, i kraft.
En skyldner, der indgiver en konkordanmodning, får straks en midlertidig konkordatfrist af retten, forudsat at skyldneren fremlægger de dokumenter, der er angivet i loven, fuldstændigt, og retten udpeger en midlertidig konkordatkommissær; hvis antallet af kreditorer og fordringernes størrelse gør det nødvendigt, kan der udpeges tre kommissærer. Den midlertidige konkordatfrist er på tre måneder og kan efter anmodning fra skyldneren eller den midlertidige konkordatkommissær forlænges med højst to måneder; den samlede periode må ikke overstige fem måneder. Der kan ikke anvendes retsmidler mod afgørelser om den midlertidige konkordatfrist. Retten træffer afgørelse om den endelige konkordatfrist inden for den midlertidige konkordatfrist og fastsætter, hvis det vurderes, at konkordatet kan gennemføres med et positivt resultat, en endelig konkordatfrist på ét år; i særlige tilfælde, der indebærer vanskeligheder, kan fristen efter en begrundet rapport fra kommissæren og dennes anmodning forlænges med op til seks måneder, således at den endelige konkordatfrist maksimalt kan udgøre atten måneder. Loven fastsætter her ikke antallet af forlængelser, men den øvre grænse. Kreditorerne har på dette stadium mulighed for at fremsætte indsigelse, og fristen kan let overses: Afgørelsen om den midlertidige konkordatfrist bekendtgøres, og kreditorerne kan inden for en præklusiv frist på syv dage fra bekendtgørelsen ved skriftlig begæring fremsætte indsigelse og med beviser gøre gældende, at der ikke foreligger et forhold, der begrunder fastsættelsen af en konkordatfrist, og i denne forbindelse anmode retten om at afvise konkordanmodningen. Denne indsigelse er ikke et retsmiddel mod afgørelsen om den endelige konkordatfrist; når retten træffer afgørelse om den endelige konkordatfrist, tager den også hensyn til de grunde, som de indsigende kreditorer har anført i deres begæringer. Der kan ikke anvendes retsmidler mod afgørelser, hvor anmodningen om en endelig konkordatfrist tages til følge, eller hvor anmodningen om ophævelse af fristen afslås.
Den midlertidige frist fremkalder virkningerne af den endelige frist. I fristperioden kan der ikke foretages nogen fuldbyrdelse mod skyldneren, herunder forfølgning i henhold til loven om inddrivelse af offentlige fordringer; tidligere påbegyndte fuldbyrdelser standses; foreløbige retsmidler og foreløbige arrestkendelser gennemføres ikke; forældelsesfrister og præklusive frister, som kan afbrydes ved en fuldbyrdelseshandling, løber ikke. Denne regel har de i loven fastsatte begrænsninger. For privilegerede fordringer i første række kan der foretages fuldbyrdelse ved arrest; i denne række indgår arbejdstagernes fordringer, der stammer fra ansættelsesforholdet og er optjent inden for det sidste år før konkursens åbning, herunder godtgørelse for opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelse, samt underholdsbidrag, der er optjent inden for det sidste år. Fratrædelsesgodtgørelse og godtgørelse for opsigelsesvarsel, der er optjent som følge af ansættelsesforholdets ophør på grund af konkursen, er imidlertid uafhængige af denne etårsgrænse og placeres i samme række. For fordringer sikret ved pant kan der påbegyndes eller fortsættes fuldbyrdelse ved tvangsrealisering af pantet; dog kan der ikke træffes bevarende foranstaltninger i forbindelse med denne fuldbyrdelse, og salg af den pantsatte genstand kan ikke gennemføres. Medmindre den godkendte plan foreskriver andet, ophører rentetilskrivningen på usikrede fordringer fra datoen for den endelige frist.
En konkordatsplan anses for vedtaget, hvis den er underskrevet af et flertal, der overstiger halvdelen af de registrerede kreditorer og halvdelen af fordringerne eller en fjerdedel af de registrerede kreditorer og to tredjedele af fordringerne. Kun kreditorer, der er berørt af planen, deltager i afstemningen; privilegerede fordringer i første række og fordringer fra skyldnerens nærstående tages ikke i betragtning ved flertalsberegningen, mens sikrede fordringer kun medregnes for den usikrede del. Tilslutninger, der sker inden for syv dage efter mødets afslutning, accepteres også. Planens vedtagelse med dette flertal er kun én af betingelserne for godkendelse; domstolen undersøger også, om det tilbudte beløb overstiger det beløb, som kreditorerne ville modtage ved konkurs, om det står i forhold til skyldnerens ressourcer, og om betalingen af privilegerede fordringer og gæld, der opstår i fristperioden, er sikret. Konkordatet bliver bindende ved godkendelseskendelsen og er obligatorisk for alle fordringer, der er opstået før anmodningen om konkordat.
Hvis konkordatet ikke godkendes, beslutter domstolen at afvise anmodningen om konkordat. Hvis skyldneren er blandt de personer, der er underlagt konkurs, og en af grundene til direkte konkurs foreligger, beslutter domstolen imidlertid ex officio skyldnerens konkurs, uden at der kræves en særskilt anmodning. Samme resultat indtræder, hvis konkordatet i sin helhed hæves på grund af, at det er behæftet med en mangel som følge af ond tro. Derimod medfører ophævelsen af konkordatet kun over for en kreditor, der har anmodet herom, fordi der ikke er ydet ydelse i henhold til planen over for denne kreditor, ikke i sig selv konkurs.
Loven sondrer ikke mellem sektorer for så vidt angår konkordat. Ikke desto mindre er det obligatorisk i konkordatforslaget at angive, i hvilket omfang og inden for hvilken frist gælden skal betales, og at fremlægge en likviditetsopgørelse samt lister over fordringer og gæld med løbetider; domstolen vurderer ved godkendelsen, om det tilbudte beløb står i forhold til skyldnerens ressourcer. I virksomheder, hvis indtægt afhænger af sæsonen, såsom turisme, er det forhold, at pengestrømmen er uregelmæssig i løbet af året, et forhold, der skal tages i betragtning ved udarbejdelsen af disse dokumenter og betalingsplanen.
Internationale sager
Tvangsfuldbyrdelsessager med udenlandsk tilknytning
Hvis kreditor eller debitor er udlænding, hvis gælden er opstået i fremmed valuta, eller hvis det aktiv, der er genstand for tvangsfuldbyrdelsen, tilhører en udlænding, kræver tvangsfuldbyrdelsen yderligere proceduremæssige skridt. I sager med udenlandsk tilknytning bliver der tale om yderligere proceduremæssige skridt for så vidt angår eksekvatur (anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser), forkyndelse i udlandet og fuldbyrdelse af fordringer i fremmed valuta. I steder som Alanya, hvor udlændinge erhverver fast ejendom, og hvor turistvirksomheder er koncentreret, opstår disse skridt oftere i kombination, fordi debitor befinder sig i udlandet, og fordi fordringen er opstået i udenlandsk valuta.
Tvangsfuldbyrdelse af udenlandske domme og voldgiftskendelser
En udenlandsk domstolsafgørelse kan ikke danne grundlag for direkte tvangsfuldbyrdelse i Tyrkiet. For at afgørelsen kan fuldbyrdes, skal der først indhentes en eksekvaturkendelse (tenfiz) fra den kompetente tyrkiske domstol. Efter lovens ordlyd er den kompetente domstol i en eksekvatursag en civil førsteinstansdomstol; i praksis indebærer dette, at det for udenlandske afgørelser på familierettens område er familiedomstolen, mens det for andre afgørelser er den almindelige civile domstol, i begge tilfælde i henhold til de særskilte kompetenceregler. Den kompetente domstol er domstolen på det sted, hvor den person, som eksekvatur søges over for, har bopæl i Tyrkiet, eller, hvis vedkommende ikke har bopæl dér, hvor vedkommende har opholdssted. Hvis vedkommende heller ikke har opholdssted i Tyrkiet, er en af domstolene i Ankara, Istanbul eller Izmir kompetent. Efter at eksekvaturkendelsen er afsagt, fuldbyrdes afgørelsen gennem tvangsfuldbyrdelse på grundlag af en domstolsafgørelse. Anke eller andet retsmiddel mod eksekvaturkendelsen suspenderer fuldbyrdelsen. Bestemmelserne i de internationale konventioner, som Tyrkiet er part i, finder fortsat anvendelse.
Anerkendelse (tanıma) og eksekvatur (tenfiz) er forskellige: Anerkendelse sikrer, at afgørelsen anerkendes som res judicata eller som et bindende bevismiddel, mens fuldbyrdelighed afhænger af eksekvatur. En af forskellene er, at det krav om gensidighed, der gælder ved eksekvatur, ikke gælder ved anerkendelse. Den udenlandske afgørelses virkning som res judicata eller bindende bevismiddel indtræder fra det tidspunkt, hvor den udenlandske domstolsafgørelse er blevet endelig.
Eksekvatur af udenlandske voldgiftskendelser er underlagt en særskilt ordning, og kompetencereglerne adskiller sig fra dem, der gælder for domstolsafgørelser: Først og fremmest er den kompetente domstol domstolen på det sted, som parterne skriftligt har aftalt. Hvis der ikke foreligger en sådan aftale, er domstolen på det sted, hvor den part, mod hvem kendelsen er afsagt, har bopæl eller opholdssted i Tyrkiet, kompetent. Hvis parten hverken har bopæl eller opholdssted i Tyrkiet, er domstolen på det sted, hvor de aktiver, der er genstand for fuldbyrdelsen, befinder sig, kompetent. For at opnå eksekvatur af en voldgiftskendelse er det tilstrækkeligt, at kendelsen er endelig og har opnået fuldbyrdelseskraft, eller at den er bindende for parterne. Afslagsgrundene er opregnet i et særskilt katalog, og for nogle af dem påhviler bevisbyrden den part, som eksekvatur søges over for.
Forkyndelse i udlandet og udenlandsk debitor
For så vidt angår forkyndelse i tvangsfuldbyrdelsessager findes der ikke en særskilt ordning; lov om tvangsfuldbyrdelse og konkurs henviser direkte til lov om forkyndelse. Hvis skyldneren befinder sig i udlandet, sker forkyndelse af betalingsordren eller tvangsfuldbyrdelsesordren som udgangspunkt gennem den pågældende stats kompetente myndighed. Hvis adressaten er tyrkisk statsborger, kan forkyndelse også ske gennem Tyrkiets ambassade eller konsulat; denne fremgangsmåde er valgfri.
I dette tilfælde får formodningen om forkyndelse efter tredive dage ikke virkning automatisk, men kun når tre betingelser er opfyldt samtidig: Meddelelsen, der er sendt til adressaten, skal indeholde den i loven foreskrevne advarsel, det skal dokumenteres, at meddelelsen er forkyndt for adressaten i overensstemmelse med det pågældende lands lovgivning, og adressaten må ikke have henvendt sig til repræsentationen inden for tredive dage. Hvis adressaten henvender sig, men nægter at modtage dokumentet, er det ikke formodningen, men datoen for udfærdigelsen af protokollen, der lægges til grund.
Forkyndelse i udlandet forlænger ikke de lovbestemte frister; dog kan man ikke gå videre til næste fase i sagen, før forkyndelsen er gennemført. Selv hvis forkyndelsen er sket på en måde, der strider mod reglerne, anses forkyndelsen for gyldig, hvis adressaten er blevet bekendt med den, og den dato, adressaten har angivet som datoen for sin viden herom, anses for forkyndelsesdatoen; fristerne løber fra denne dato. En indsigelse mod den mangelfulde forkyndelse skal fremsættes ved klage inden for syv dage fra det tidspunkt, hvor adressaten fik kendskab hertil; hvis indsigelsesfristen af denne grund er overskredet, skal der fremsættes en forsinket indsigelse inden for tre dage fra det tidspunkt, hvor adressaten fik kendskab hertil. Da fristerne løber fra forkyndelsesdatoen, og ved mangelfuld forkyndelse fra den dato, adressaten har angivet som datoen for sit kendskab, fastlægger dokumentationen af disse to datoer begyndelsen på fristberegningen. Loven foreskriver, at en kreditor, der bor i udlandet, skal angive en bopæl i Tyrkiet; dog knytter loven ikke en sanktion, men en formodning hertil: hvis der ikke angives en bopæl, anses det sted, hvor tvangsfuldbyrdelseskontoret er beliggende, for bopæl. Skyldneren skal derimod sammen med sin indsigelse angive en adresse i Tyrkiet.
Fast ejendom tilhørende udlændinge, pant og udlæg
På fast ejendom i Tyrkiet, der tilhører udenlandske fysiske eller juridiske personer, kan der efter de almindelige regler foretages udlæg og stiftes pant, dog med forbehold af den særlige ordning for erhvervelse af ejendomsret. Loven indeholder en klar bestemmelse på dette punkt: Begrænsningerne for erhvervelse i bestemmelsen finder ikke anvendelse ved stiftelse af pant i fast ejendom til fordel for udenlandske fysiske personer samt handelsselskaber med status som juridiske personer, der er stiftet i udlandet i henhold til lovgivningen i deres hjemlande. Udlæg i fast ejendom noteres i tingbogen.
Derimod bliver begrænsningerne relevante igen på salgsstadiet. Den fritagelse, som loven foreskriver med hensyn til tvangsrealisation, findes kun i bestemmelsen om udenlandsk kapitalfinansierede selskaber, der er etableret i Tyrkiet; der findes ingen sådan fritagelse for udenlandske fysiske personer. Derfor er en udenlandsk fysisk person – selv ved tvangsrealisation af pant – underlagt begrænsningerne for erhvervelse af fast ejendom på auktion. Disse begrænsninger omfatter blandt andet betingelsen om statsborgerskab i bestemte lande, en grænse på tredive hektar pr. person, en grænse på ti procent af det relevante distrikts samlede areal, der er undergivet privat ejendomsret, samt begrænsninger vedrørende militære forbudszoner. Udenlandske handelsselskaber kan kun erhverve fast ejendom inden for rammerne af særlige lovbestemmelser; andre udenlandske juridiske personer kan ikke erhverve fast ejendom.
Sanktionen for en erhvervelse i strid med disse begrænsninger er ikke, at ejendomsretten til den faste ejendom automatisk bliver ugyldig, men at ejendommen skal afvikles: Hvis ejendommen ikke afvikles af ejeren inden for en frist på højst et år, foretager myndigheden afviklingen, og ejendommen realiseres til et pengebeløb. Derfor bør disse begrænsninger vurderes på forhånd i forbindelse med tvangsrealisation af pant eller salg af fast ejendom.
Fordringer i fremmed valuta
Såfremt fordringen er opstået i fremmed valuta, vurderes det særskilt, i hvilken valuta tvangsfuldbyrdelsen skal gennemføres, og pr. hvilken dato valutakursen skal beregnes. I denne vurdering er det lovbestemte kriterium, hvorvidt aftalen indeholder en klausul om betaling i den aftalte valuta.
Hvis aftalen ikke indeholder en klausul om betaling i den aftalte valuta, kan skyldneren også betale gælden i tyrkiske lira til kursen på betalingsdagen. Hvis en sådan klausul ikke findes, og gælden ikke er betalt på forfaldstidspunktet, kan kreditor kræve, at gælden betales i den aftalte valuta eller i tyrkiske lira efter kursen på forfaldstidspunktet eller på den faktiske betalingsdag. Modsat, hvis aftalen indeholder en klausul om betaling i den aftalte valuta, bortfalder begge disse muligheder, og gælden skal betales i fremmed valuta. Skyldnerens valgret og kreditors valg af valutakursdato er således to sider af samme bestemmelse, og begge er betinget af samme klausul.
I begæringen om tvangsfuldbyrdelse er det lovbestemte krav, at fordringens beløb i tyrkiske lira, for rentebærende fordringer rentens størrelse og den dag, fra hvilken den påløber, og hvis fordringen er i fremmed valuta, den valutakurs pr. hvilken fordringen kræves, samt renten, angives; fogedmyndigheden kontrollerer begæringens lovbestemte betingelser. I praksis kan en mangelfuld eller fejlagtig angivelse af dette element medføre konsekvenser, der er vanskelige at afhjælpe senere. Hvis aftalen indeholder bestemmelser om valutakurs og betalingssted, tages der også hensyn til disse bestemmelsers gyldighed og anvendelighed.
Vurderingskriterier
Vurderingskriterier i tvangsfuldbyrdelse og konkurs
Fremgangsmåden ved tvangsfuldbyrdelse fastlægges ud fra det dokument, som fordringen bygger på, skyldnerens retlige status, hvorvidt der findes sikkerhed, og på hvilket trin tvangsfuldbyrdelsen befinder sig. Ved den indledende vurdering kan tvangsfuldbyrdelsessagen, betalings- eller fuldbyrdelsesordren, forkyndelsesdokumenterne og de frister, der er begyndt at løbe, vurderes samlet.
For fordringshaveren vurderes valget af fuldbyrdelsesvej, behovet for foreløbig arrest og fastlæggelsen af de aktiver, der skal gøres udlæg i; for skyldneren vurderes derimod fristerne for indsigelse og klage, pligten til at afgive en formueopgørelse samt mulighederne for at gøre indsigelse vedrørende aktiver, der ikke kan gøres udlæg i, konkret i den enkelte sag.
I sager med pant i fast ejendom er proceduren for realisering af pantet, indholdet af pantedokumentet, værdiansættelsen og forkyndelsen af salgsmeddelelsen underlagt særskilte frister og særskilte klage- og søgsmålsmuligheder efter loven. I sager, hvor en udenlandsk fordringshaver eller skyldner er involveret, vurderes desuden forkyndelse i udlandet, anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser samt fuldbyrdelse af fordringer denomineret i fremmed valuta.
Blandt de retsområder, som kontoret arbejder med, er tvister inden for tvangsfuldbyrdelse og konkurs. Hvis du ønsker en samtale, kan du kontakte os via kontaktsiden.
Ofte stillede spørgsmål
Ofte stillede spørgsmål
Der er kommet et betalingspåkrav; hvad skal jeg gøre, og inden for hvilken frist?
Fristen og den instans, som indsigelsen skal indgives til, afhænger af, hvilken fremgangsmåde fuldbyrdelsen er indledt efter. Ved den almindelige fremgangsmåde med udlæg kan skyldneren inden for syv dage fra forkyndelsen af betalingspåkravet indgive indsigelse til fuldbyrdelseskontoret; en rettidig indsigelse standser automatisk fuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse på grundlag af kambiyosenetter er fristen derimod fem dage, og indsigelsen indgives direkte til fuldbyrdelsesretten; denne indsigelse standser ikke andre fuldbyrdelsesskridt end salget, dvs. salget standses, men udlægget fortsætter. Ved fuldbyrdelse på grundlag af et eksigibelt dokument er fristen for at efterkomme fuldbyrdelsespåbuddet syv dage, og fuldbyrdelsen kan ikke standses ved indsigelse; skyldneren kan i stedet anmode om suspension af fuldbyrdelsen. Hvis fristen overskrides, bliver fuldbyrdelsen endelig, og muligheden for som udgangspunkt at gøre indsigelse mod kravet bortfalder. Derfor er det første, der skal gøres, at fastslå, om det dokument, De har, er et betalingspåkrav eller et fuldbyrdelsespåbud, og hvornår det blev forkyndt.
Jeg har gjort indsigelse; hvad kan kreditor gøre?
En rettidig indsigelse standser fuldbyrdelsen, og kreditor må henvende sig til retten. Hvis kreditor er i besiddelse af et gældsbrev med anerkendt underskrift eller en af notaren bekræftet gældserkendelse eller en kvittering eller et dokument, som en offentlig myndighed har udstedt efter forskrifterne, kan kreditor inden for seks måneder fra forkyndelsen af indsigelsen for kreditor anmode fuldbyrdelsesretten om endeligt at tilsidesætte indsigelsen; hvis denne frist overskrides, kan kreditor ikke indlede en ny fuldbyrdelse uden et eksigibelt dokument for samme krav. Hvis der ikke findes et sådant dokument, skal kreditor inden for et år fra forkyndelsen af indsigelsen for kreditor anlægge sag ved den almindelige domstol med påstand om tilsidesættelse af indsigelsen; selv om denne frist overskrides, bevares retten til at anlægge sag om kravet efter de almindelige regler. Valget af den forkerte fremgangsmåde fører til, at påstanden afvises. I begge sager kan der efter den anden parts påstand tilkendes erstatning på ikke under tyve procent af kravet; betingelserne er dog ikke ens: Ved en endelig tilsidesættelse af indsigelsen pålægges skyldneren erstatning, hvis påstanden tages til følge af grunde vedrørende sagens realitet, og kreditor pålægges erstatning, hvis påstanden afvises af samme grunde, uden at der her kræves ond tro; i en sag om tilsidesættelse af indsigelsen er det derimod tilstrækkeligt for skyldnerens vedkommende, at indsigelsen er ubegrundet, mens kreditor kun er erstatningsansvarlig, hvis kreditor findes at have handlet ubegrundet og i ond tro ved fuldbyrdelsen.
Hvor meget af min løn kan der foretages udlæg i?
Loven foreskriver en ordning med delvist udlæg i løn og lignende indtægter; den ene fjerdedel her er dog ikke en øvre grænse til beskyttelse af skyldneren, men en nedre grænse, der angiver det mindste beløb, der kan foretages udlæg i. Efter lovens ordlyd kan det beløb, der foretages udlæg i, ikke være mindre end en fjerdedel af indtægten. Det beløb, som fuldbyrdelsesmyndigheden skønner er nødvendigt for skyldnerens og dennes families underhold, nedsættes ikke til under denne grænse. Loven har ikke fastsat en særlig sats for krav på underholdsbidrag; den praksis, hvorefter grænsen på en fjerdedel ikke anvendes ved inddrivelse af underholdsbidrag, følger ikke af lovteksten, men af retsafgørelser. Loven selv har fastsat en prioritetsregel: hvis der er flere udlæg, ordnes de efter prioritet, og der kan ikke foretages fradrag for det næste udlæg, før fradraget for det foranstående udlæg er afsluttet. Den praksis, der vedrører beskyttelsen af indtægter på mindstelønsniveau, følger dog ikke af lovteksten, men af retsafgørelser. Hvis man mener, at udlægget er i strid med loven, skal dette gøres gældende ved klage inden for syv dage fra det tidspunkt, hvor man blev bekendt med foranstaltningen. Aftaler om på forhånd at give afkald på denne beskyttelse er ugyldige.
Kan der foretages udlæg i mit hus?
Loven nævner skyldnerens bolig, der er passende for dennes forhold, blandt de aktiver, der ikke kan foretages udlæg i. Denne beskyttelse er dog ikke ubegrænset: om boligen anses for passende for skyldnerens forhold, vurderes i det konkrete tilfælde. For fast ejendom, hvis værdi overstiger denne grænse, foreskriver loven en særlig fremgangsmåde — boligen sælges, og det beløb, som skyldneren kan købe en bolig, der er passende for dennes forhold, for, overlades til denne af salgssummen. Hvis der desuden er pant i den faste ejendom, er fremgangsmåden ved realisering af pantet forbundet med andre retsvirkninger end denne beskyttelse. Hvis der er foretaget udlæg i et aktiv, som anses for ikke at kunne gøres til genstand for udlæg, skal man anvende klagevejen og ikke indsigelsesvejen; hvorvidt udlægget er berettiget, vurderes først af fuldbyrdelsesmyndigheden.
De beslaglagte genstande tilhører mig – hvad kan jeg gøre?
Den retslige adgang for en tredjemand, der gør gældende, at den beslaglagte genstand tilhører ham, er at fremsætte et istihkak-krav (istihkak iddiası). Fristen er syv dage; afhængigt af omstændighederne løber den fra det tidspunkt, hvor den pågældende fik kendskab til beslaglæggelsen, fra forkyndelsen eller meddelelsen af fuldbyrdelsesdomstolens afgørelse eller fra det tidspunkt, som fuldbyrdelsesmyndigheden har fastsat. Da det har betydning for, hvilken part der bærer bevisbyrden, hvem der har genstanden i sin besiddelse, kan det få direkte betydning i sagen, at det i beslaglæggelsesprotokollen angives, hvor genstanden befinder sig, og hvem der har den i sin besiddelse.
Er konkordato og udsættelse af konkurs det samme?
Nej. Ordningen om udsættelse af konkurs blev ophævet i 2018 ved lov nr. 7101, mens konkordato blev undergivet en gennemgribende ny regulering; overskriften på den relevante bestemmelse i den tyrkiske handelslov blev ligeledes ændret fra "İflasın ertelenmesi" til "Konkordato". For krav, der var under behandling på lovens ikrafttrædelsesdato, finder bestemmelserne på tidspunktet for kravets fremsættelse dog fortsat anvendelse. Ved konkordato gives skyldneren først en tre måneders midlertidig frist; denne frist kan forlænges med højst yderligere to måneder og kan samlet ikke overstige fem måneder. Hvis betingelserne er opfyldt, gives der en etårig endelig frist; i særligt vanskelige tilfælde kan den forlænges med op til seks måneder. I fristperioden kan der ikke iværksættes fuldbyrdelse mod skyldneren, heller ikke for offentlige krav, og afgørelser om foreløbigt udlæg (ihtiyati haciz) kan ikke gennemføres; for privilegerede arbejdstagerkrav og underholdsbidragskrav kan der foretages fuldbyrdelse ved udlæg, mens fuldbyrdelsen af krav sikret ved pant kan fortsætte, men det pantsatte aktiv kan ikke sælges. Hvis planen vedtages med det flertal, der er foreskrevet i loven, og stadfæstes af retten, bliver konkordatoen bindende. I dag er rekonstruktion som hovedregel mulig gennem konkordato; for kapitalselskaber og kooperativer er rekonstruktion gennem forlig også fortsat gældende. Ældre kilders redegørelser om udsættelse af konkurs afspejler ikke den aktuelle situation.
Kan jeg iværksætte tvangsfuldbyrdelse i Tyrkiet på grundlag af en udenlandsk dom?
Det kan ikke gøres direkte. For at en udenlandsk dom kan fuldbyrdes i Tyrkiet, skal der indhentes en fuldbyrdelsesafgørelse (tenfiz) fra den kompetente tyrkiske domstol; efter tenfiz fuldbyrdes dommen gennem tvangsfuldbyrdelse på grundlag af en dom. Den kompetente domstol er som hovedregel civilretten i første instans (asliye hukuk), og for afgørelser vedrørende familieret er det familiedomstolen. Hvis fuldbyrdelsesafgørelsen indbringes for en højere instans, udsætter dette fuldbyrdelsen. Anerkendelse (tanıma) indebærer derimod, at dommen anerkendes som bevis eller retskraft, og betyder ikke, at den kan fuldbyrdes; kravet om gensidighed, der gælder for fuldbyrdelse (tenfiz), gælder ikke ved anerkendelse. Fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftsafgørelser er underlagt sin egen ordning, og den kompetente domstol er først og fremmest domstolen på det sted, som parterne skriftligt har aftalt. Hvis skyldneren befinder sig i udlandet, anvendes desuden proceduren for forkyndelse i udlandet, og denne fase forlænger reelt fuldbyrdelsesprocedurens varighed.
Forklaringerne på denne side er alene beregnet på generel information og udgør ikke en juridisk udtalelse eller rådgivning. Da omstændighederne i hver enkelt sag er forskellige, skal den juridiske vurdering foretages konkret og på grundlag af den enkelte sag.
Oplysningerne på siden er offentliggjort inden for rammerne af Türkiye Barolar Birliği Reklam Yasağı Yönetmeliği med det formål at give oplysninger om de områder, hvor kontoret er aktivt, uden at dette indebærer specialisering; det har ikke til formål at skaffe opgaver.
Visning af denne side eller kontakt via de på siden anførte links eller kontaktoplysninger indebærer ikke, at der er etableret et advokat-klient-forhold mellem advokaten og den henvendende part, og indebærer ikke, at sagen er antaget.
Oplysningerne og fristerne på siden er udarbejdet i overensstemmelse med den lovgivning, der var gældende pr. 5 september 2026. Da lovgivningen kan ændres, skal fristberegningen under alle omstændigheder foretages på grundlag af den gældende lovtekst.
Fremgangsmåden inden for tvangsfuldbyrdelses- og konkursretten kan variere afhængigt af fordringens karakter, de dokumenter, den støttes på, skyldnerens retlige situation og de handlinger, der foretages under fuldbyrdelsesproceduren. Det er derfor vigtigt, at fordringen forfølges gennem den korrekte fuldbyrdelsesprocedure, at fristerne for indsigelser og ansøgninger nøje overholdes, og at de nødvendige handlinger gennemføres rettidigt.
Merve Kartal
Advokat