Arveadvokat i Alanya og arveret
Arveretlige tvister består ofte ikke af et enkelt krav. Fastlæggelsen af arvingerne og boet, accept eller afkald på arv, beskyttelsen af den lovbestemte reserverede arvelod, testamentets gyldighed og delingen af fast ejendom i boet kan blive relevante i sammenhæng. Nogle af disse krav bortfalder, hvis de ikke fremsættes inden for de i loven fastsatte frister.
At personer fra forskellige lande erhverver fast ejendom og bosætter sig i Alanya betyder, at et udenlandsk element i arvesager er blevet hyppigt forekommende. Arvinger bosat i udlandet, afdøde af udenlandsk nationalitet, dokumenter udstedt i udlandet og formuegoder beliggende i forskellige lande er forhold, der desuden skal vurderes i disse sager.
På denne side forklares almindeligt forekommende tvister inden for arveret, processens væsentligste faser, testamentariske dispositioner og de grundlæggende forhold ved arvesager med et udenlandsk element. Da omstændighederne i hver tvist er forskellige, skal den juridiske vurdering foretages på baggrund af den konkrete sag.
Vigtigste retsområder
Centrale tvister i arveretten
Krav, der udspringer af arveretten, bygger på forskellige retlige grundlag, er underlagt forskellige frister og behandles ved forskellige domstole. Krav om opgørelse af dødsboet samt krav om beskyttelse af tvangsarven eller om omstødelse af en disposition er ikke underlagt samme procedure.
Arvebevis og opgørelse af dødsboet
En arveattest er et dokument, der angiver, hvem arvingerne er, og hvor store arvelodder de har. Dokumentet er nødvendigt for at gennemføre mange arveretlige dispositioner over for tinglysningsmyndigheden, banker og andre institutioner. Arveattesten har ikke karakter af en endelig retsafgørelse; dens ugyldighed kan altid gøres gældende. Personer, hvis interesser krænkes af en arveattest udstedt af en notar, kan gøre indsigelse ved sulh hukuk mahkemesi (den tyrkiske civilret i første instans).
De lodder, der er anført i dokumentet, følger af lovens arvefølge. For slægtsarvinger anvendes tre grupper: Første gruppe er arveladerens efterkommere, anden gruppe er arveladerens forældre og deres efterkommere, hvis arveladeren ikke har efterkommere, og tredje gruppe er bedsteforældrene og deres efterkommere, hvis disse heller ikke findes. Den længstlevende ægtefælle arver i forhold til den gruppe, som vedkommende arver sammen med: en fjerdedel af arven, hvis ægtefællen arver sammen med efterkommere, halvdelen sammen med forældregruppen, tre fjerdedele sammen med bedsteforældrene og deres efterkommere; og hvis ingen af disse findes, tilfalder hele arven ægtefællen. Arven efter en person, der dør uden arvinger, tilfalder staten.
Fastlæggelsen af boets omfang er dog en særskilt fase. Ikke alene fast ejendom, bankkonti, køretøjer, selskabsandele og fordringer, men også arveladerens gæld indgår i vurderingen af boet. De foranstaltninger, der træffes med henblik på at fastslå boets indhold, giver arvingerne mulighed for at få fastlagt omfanget af formuen, men løser ikke i sig selv ejerskabstvister vedrørende boet.
Tvangsarv og nedsættelse
Visse begavelser eller dispositioner for dødsfald, som arveladeren foretager i levende live, kan krænke den tvungne arvelod, som loven tillægger bestemte arvinger. Arvinger med tvungen arvelod er livsarvinger, forældre samt længstlevende ægtefælle; søskendes tvungne arvelod blev ophævet i 2007. Hvis der ikke er arvinger med tvungen arvelod, kan arveladeren frit disponere over hele sin formue ved dispositioner for dødsfald.
Den tvungne arvelod udgør en i loven fastsat brøkdel af den legale arvelod: for livsarvinger halvdelen af den legale arvelod, for hver af forældrene en fjerdedel, og for den længstlevende ægtefælle hele den legale arvelod, hvis ægtefællen arver sammen med livsarvinger eller forældre, i andre tilfælde tre fjerdedele. En arvelader, der har livsarvinger, forældre eller ægtefælle som arvinger, kan kun foretage dispositioner for dødsfald over den del af arven, der ligger ud over de tvungne arveloddele.
Ikke enhver vederlagsfri begavelse er genstand for nedsættelse (tenkis). Loven opregner udtømmende, hvilke begavelser foretaget i levende live der er genstand for nedsættelse, og undtager gaver, der i overensstemmelse med sædvane er givet i året før dødsfaldet.
Retten til at anlægge nedsættelsessøgsmål forældes et år fra det tidspunkt, hvor arvingen fik kendskab til krænkelsen af sin tvungne arvelod, og under alle omstændigheder ti år fra åbningen af testamentet for testamenters vedkommende og fra arvens åbning for andre dispositioner. Selv efter udløbet af disse frister kan nedsættelsesindsigelsen altid gøres gældende som indsigelse.
Arveladers proformaoverdragelse og annullation af tinglysningen
En påstand om, at arveladeren med henblik på at unddrage aktiver fra sine arvinger har overdraget en fast ejendom, som vedkommende reelt ønskede at forære, under dække af en anden transaktion, såsom et salg eller en aftale om pleje og forsørgelse indtil døden, vurderes i praksis som en proformaoverdragelse foretaget af arveladeren.
Tyrkiets kassationsdomstol foretager i denne vurdering en samlet bedømmelse af bl.a. følgende omstændigheder: landets og områdets sædvaner og skikke, samfundsmæssige tendenser, begivenhedernes naturlige forløb, hvorvidt arveladeren havde en berettiget og rimelig grund til at indgå aftalen, hvorvidt sagsøgte havde økonomisk mulighed for at betale, forskellen mellem købesummen og den faktiske værdi på aftaletidspunktet samt den personlige relation mellem parterne og arveladeren. Forholdet mellem den overdragne ejendom og arveladerens samlede formue kan også være afgørende i praksis. Derimod er det blandt de omstændigheder, der taler for, at der ikke forelå en hensigt om at unddrage aktiver, at arveladeren, mens vedkommende var i live, havde foretaget en acceptabel fordeling, som tog hensyn til en rimelig balance mellem arvingernes rettigheder og omfattede alle arvinger.
Dette søgsmål kan anlægges af alle arvinger, hvis arveret er blevet krænket, uanset om de har ret til en tvangsarv eller ej. Da der ikke er tale om nødvendigt procesfællesskab mellem arvingerne, kan hver arving anlægge søgsmål alene, begrænset til sin egen arvelod, og nedlægge påstand om annullation af tinglysningen og registrering af ejendommen. En person, der behørigt har givet afkald på arven, kan derimod ikke anlægge dette søgsmål.
Deling af arven og opløsning af samejet
Når der er flere arvinger, opstår der ved arvens overgang et arvefællesskab, som indtil delingen omfatter alle rettigheder og forpligtelser i boet. Arvingerne ejer boet i et sameje uden ideelle andele og råder i fællesskab over boets rettigheder; ved forvaltnings- og rådighedshandlinger kræves der som udgangspunkt enstemmighed.
Arvingerne kan ved aftale foretage delingen; en delingsaftales gyldighed afhænger af, at den indgås skriftligt, og der kræves ingen særlig form for delingsaftaler, der omfatter fast ejendom. Derimod skal en aftale, hvorved en arving overdrager sin arvelod til en tredjemand, notarielt udfærdiges.
Hvis der ikke opnås enighed, kan der søges om deling af arven eller, afhængigt af omstændighederne, opløsning af samejet. I tilfælde, hvor enstemmighedskravet blokerer processen, kan en arving også kræve, at samejet uden ideelle andele i hele eller en del af boets aktiver omdannes til sameje med ideelle andele.
I tilfælde, hvor det ikke er muligt at dele fast ejendom i natura, kan deling ved salg komme på tale. 31 juli 2026 trådte en regulering i kraft, hvorefter den første licitation ved opløsning af sameje gennem salg gennemføres én gang og kun blandt de arvinger, der er ejere, såfremt alle ejere har erhvervet ejendommen gennem arv, og ingen tredjemand ud over arvingerne har ejendomsret; ved denne licitation kræves det, at buddene overstiger hele ejendommens vurderede værdi samt omkostningerne ved realisering og fordeling. Denne tærskel afviger fra hovedreglen: ved andre første licitationer kræves halvtreds procent af den vurderede værdi. Reguleringen finder ikke anvendelse på auktioner, der er annonceret før ikrafttrædelsesdatoen.
Processen trin for trin
Hvordan forløber arveprocessen?
Fastlæggelse af arvinger og dødsboet
I begyndelsen af processen undersøges arvingerne gennem civilregistrene, mens boets omfang undersøges gennem tingbogen, bankoptegnelser og andre registre. Det er vigtigt at fastslå, om arveladeren havde gæld eller igangværende retlige forhold, navnlig med henblik på at vurdere muligheder som arveafvisning og udarbejdelse af en officiel boopgørelse.
På dette trin gælder der en særlig procedure, hvis der findes et testamente. Et testamente, der kommer frem efter arveladerens død, skal, uanset om det er gyldigt, straks afleveres til sulh-dommeren; den, der har oprettet testamentet, opbevaret det, på anden måde fået det i hænde eller fundet det blandt afdødes ejendele, er forpligtet til at opfylde denne pligt, så snart vedkommende får kendskab til dødsfaldet, og er ellers ansvarlig for den skade, der måtte opstå som følge heraf. Testamentet skal, uanset om det er gyldigt, åbnes af sulh-dommeren ved arveladerens bopæl inden for en måned fra afleveringen og læses op for de berørte. Hver person, der har en arveret, skal for boets regning have forkyndt en bekræftet kopi af de dele af testamentet, der vedrører vedkommende; personer, hvis opholdssted er ukendt, får testamentet forkyndt ved offentlig bekendtgørelse. Åbningen af testamentet, som er udgangspunktet for den tiårige fortabelsesfrist i sager om ugyldighed og reduktion af testamentariske dispositioner (tenkis), betegner netop denne handling.
Arvens overgang, arveafvisning og officiel boopgørelse
Arven overgår til arvingerne ved arveladerens død i medfør af loven; arvingerne behøver ikke at afgive en særskilt accept. Lovbestemte og testamentarisk indsatte arvinger kan dog afvise arven på de betingelser, der er fastsat i loven.
Den almindelige frist for at afslå en arv er tre måneder. For legale arvinger begynder fristen at løbe fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til arveladerens død, medmindre det bevises, at de først senere fik kendskab til, at de var arvinger. For arvinger, der er udpeget ved testamente, begynder fristen at løbe fra det tidspunkt, hvor arveladerens testamentariske disposition officielt blev meddelt dem.
Hvis arvens faktiske aktiver og passiver er ukendte, kan en arving, der har ret til at afslå arven, anmode om, at der udarbejdes en officiel fortegnelse. Anmodningen skal fremsættes inden for en måned efter den procedure, der gælder for afslag på arv; en anmodning fra en af arvingerne har også virkning for de øvrige. Så længe den officielle fortegnelse udarbejdes, kan der ikke foretages tvangsfuldbyrdelse for arveladerens gæld, og forældelsesfristen løber ikke i denne periode. Bortset fra hastende tilfælde kan retssager ikke fortsættes, og nye retssager kan ikke anlægges.
Efter at fortegnelsen er afsluttet, kan arvingen vælge mellem følgende muligheder: at afslå arven, at anmode om officiel likvidation, at acceptere arven i henhold til fortegnelsen eller at acceptere den uden forbehold. På dette tidspunkt anses en arving, der ikke afgiver erklæring inden for fristen, for at have accepteret arven i henhold til fortegnelsen.
Ved accept i henhold til fortegnelsen hæfter arvingen som udgangspunkt kun for den gæld, der er opført i fortegnelsen. Denne begrænsning vedrører dog gældens omfang, ikke den formue, der hæfter: arvingen hæfter for den opførte gæld både med boets aktiver og med sin egen formue. For en arving, der ønsker slet ikke at hæfte for boets gæld, er den relevante mulighed derfor ikke accept i henhold til fortegnelsen, men officiel likvidation eller afslag på arv. Ved officiel likvidation hæfter arvingerne ikke for boets gæld. Denne mulighed er dog ikke tilgængelig i alle sager: En anmodning om officiel likvidation tages ikke i betragtning, hvis en af medarvingerne har accepteret arven.
Skifte, mægling og retssag
Hvis arvingerne kan nå til enighed, kan der udarbejdes en skifteaftale. Hvis der ikke kan nås til enighed, kan der afhængigt af tvistens karakter blive tale om forskellige retlige skridt, såsom skifte af arven, ophævelse af sameje, nedsættelse af testamentariske dispositioner (tenkis), annullation og tinglysning på ny af en ejendomsoverdragelse som følge af en simuleret disposition fra arvelader (muris muvazaası) eller annullation af en dødsdisposition.
I tvister om skifte af løsøre og fast ejendom samt ophævelse af sameje er det en procesforudsætning, at der indledes mægling, før sagen anlægges. Krav om nedsættelse af testamentariske dispositioner (tenkis), annullation og tinglysning på ny af en ejendomsoverdragelse som følge af en simuleret disposition fra arvelader (muris muvazaası), annullation af dødsdispositioner samt anmodninger om udstedelse af arvebevis er derimod ikke underlagt denne procesforudsætning. Hvis der opnås enighed ved mæglingen, er det obligatorisk at indhente en fuldbyrdelsesattest for det udarbejdede aftaledokument. For aftaledokumenter om overdragelse af fast ejendom kan der efter påtegningen direkte anmodes om tinglysning hos tinglysningsmyndigheden.
Med hensyn til saglig kompetence hører sager om ophævelse af sameje og skifte af boet samt sager om arvebevis, beskyttelsesforanstaltninger vedrørende boet og erklæringer om afvisning af arv under sulh hukuk mahkemesi, den tyrkiske civilretlige domstol på første instansniveau. Sager om nedsættelse af testamentariske dispositioner (tenkis), annullation og tinglysning på ny af en ejendomsoverdragelse som følge af en simuleret disposition fra arvelader (muris muvazaası), annullation af testamenter og arveretlige vindikationssager behandles derimod ved asliye hukuk mahkemesi, den tyrkiske almindelige civile domstol i første instans. Der er også en sondring med hensyn til stedlig kompetence: I sager om skifte af boet, annullation af dødsdispositioner og nedsættelse af testamentariske dispositioner (tenkis) er domstolen på arveladerens sidste bopæl enekompetent, mens domstolen på det sted, hvor den faste ejendom er beliggende, er enekompetent i sager om annullation og tinglysning på ny af ejendomsoverdragelser samt ophævelse af sameje vedrørende fast ejendom. Den enekompetence, der tilkommer domstolen på arveladerens sidste bopæl, er ikke begrænset til de nævnte sagstyper; den omfatter også sager om ugyldighed af skifteaftaler, arveretlige vindikationssager, sager, der udspringer af arvingernes forvaltning af boet, samt alle sager, der anlægges mod arvingerne indtil boets endelige skifte. I sager om annullation af et arvebevis og udstedelse af et nyt arvebevis er domstolen på hver enkelt arvings bopæl også stedligt kompetent.
Disse regler medfører konkret, at sager om skifte, nedsættelse af testamentariske dispositioner og ugyldiggørelse af en dødsdisposition vedrørende boet efter en arvelader, hvis sidste bopæl var Alanya, behandles ved domstolene i Alanya; hvis den faste ejendom ligger inden for Alanyas grænser, er domstolene samme sted også eksklusivt kompetente i sager om annullation og omstødelse af skøde samt opløsning af sameje.
Under retssagen kan der blandt andet indgå beviser som tingbogs- og bankoplysninger, dokumenter mellem parterne, vidneforklaringer, sagkyndige undersøgelser og om nødvendigt besigtigelse på stedet.
Registrering af arv og skatteforhold
Efter modtagelsen af arveattesten (mirasçılık belgesi) kan de faste ejendomme, der indgår i boet, registreres i arvingernes navne. Registreringen af arveovergangen foretages uden at afvente beregningen af arve- og overdragelsesskatten; på dette tidspunkt kræves der ikke en skatte-clearanceattest (ilişik kesme belgesi) fra skattemyndigheden. Resultatet skal meddeles den relevante skattemyndighed senest femten dage efter registreringsdatoen. Efter arveovergangen kræver salg eller gaveoverdragelse af den faste ejendom eller stiftelse af en tinglig rettighed over den, at skatten er betalt fuldt ud; tinglysningsmyndighederne kan ikke gennemføre overdragelses- og afhændelsesforretninger uden en af skattemyndigheden udstedt skatte-clearanceattest.
Loven anvender ikke denne regel strengt. Hvis den skattepligtige stiller sikkerhed af den art, der er angivet i 6183, for den påløbne skat, kan der gives tilladelse til overdragelse og skødning af en del af eller alle de arvede faste ejendomme. Denne mulighed kan for den arving, der skal sælge ejendommen, udgøre et alternativ til at betale hele skatten på forhånd.
Fristen for indgivelse af selvangivelse vedrørende arve- og overdragelsesafgift varierer afhængigt af, hvor dødsfaldet er indtruffet, og i hvilket land arvingerne befinder sig. Hvis dødsfaldet er indtruffet i Tyrkiet, er fristen fire måneder, hvis arvingen befinder sig i Tyrkiet, og seks måneder, hvis arvingen befinder sig i et fremmed land. Hvis dødsfaldet er indtruffet i et fremmed land, er fristen seks måneder, hvis arvingen befinder sig i Tyrkiet, fire måneder, hvis arvingen befinder sig i det land, hvor arveladeren befandt sig, og otte måneder, hvis arvingen befinder sig i et andet fremmed land. I tilfælde af erklæret fravær er fristen en måned fra den dato, hvor afgørelsen om erklæret fravær er registreret i dødsregistret.
Selv hvis den ejendom, der er overgået ved arv, ligger under fritagelsesgrænsen, skal der indgives selvangivelse. For faste ejendomme er beskatningsgrundlaget ikke ejendommens markedsværdi, men den værdi, der lægges til grund for ejendomsskatten, og vurderingsdagen er den dag, hvor arven åbnes. Skatten betales over tre år fra påligningen i alt seks lige store rater, to gange årligt i maj og november.
Dispositioner ved dødsfald
Testamente, arvepagt og pleje indtil døden
Testamente
Et testamente er en ensidig dødsdisposition, som arveladeren foretager. I loven er der fastsat tre former: et formelt testamente, et holografisk testamente og et mundtligt testamente, som kan anvendes i ekstraordinære situationer.
Et officielt testamente udfærdiges af fredsdommeren, notaren eller en tjenestemand, der ved lov er tillagt denne beføjelse, med deltagelse af to vidner. Personer uden handleevne, personer, der ved en straffedom er udelukket fra offentlig tjeneste, personer, der ikke kan læse og skrive, samt arveladerens ægtefælle, slægtninge i opstigende og nedstigende linje, søskende og disse personers ægtefæller kan ikke deltage som tjenestemand eller vidne ved oprettelsen af et officielt testamente. Forbuddet mod testamentariske begunstigelser er en anden regel og retter sig mod deltagerne i oprettelsen: Der kan ikke ved testamentet foretages begunstigelser til den tjenestemand og de vidner, der deltager i oprettelsen af det officielle testamente, til deres slægtninge i opstigende og nedstigende linje, til deres søskende eller til disse personers ægtefæller. Der er derimod ingen hindring for, at arveladeren testamentarisk begunstiger sin egen ægtefælle eller sit barn. Personer, der befinder sig i udlandet, kan foretage denne handling ved de tyrkiske konsulater.
Et håndskrevet testamente skal fra begyndelsen til slutningen være skrevet med arveladerens egen håndskrift, angive år, måned og dag for oprettelsen og være underskrevet af arveladeren. En tekst, der er skrevet på computer og underskrevet, opfylder ikke dette krav. Testamentet kan, selv om det ikke er obligatorisk, afleveres til opbevaring hos notaren, fredsdommeren eller den kompetente tjenestemand, enten åbent eller lukket.
Et mundtligt testamente er en ekstraordinær form, der kun gælder i tilfælde, hvor et officielt eller håndskrevet testamente ikke kan oprettes på grund af ekstraordinære omstændigheder såsom forestående dødsfare, afbrydelse af transport, sygdom eller krig. Hvis arveladeren senere får mulighed for at oprette testamente i en anden form, mister det mundtlige testamente automatisk sin virkning, når der er gået en måned fra dette tidspunkt.
Arveladeren kan altid tilbagekalde sit testamente; tilbagekaldelse sker dog kun ved at oprette et nyt testamente i overensstemmelse med en af de i loven foreskrevne former eller ved at tilintetgøre testamentet. Hvis der oprettes et nyt testamente, uden at det tidligere testamente tilintetgøres, træder det senere testamente i stedet for det tidligere, medmindre det utvetydigt supplerer det tidligere.
Annullation af en dødsdisposition kan bero på fire grunde: at dispositionen er foretaget på et tidspunkt, hvor arveladeren ikke havde testamentarisk habilitet; at den er foretaget som følge af vildfarelse, svig, trussel eller tvang; at dispositionens indhold, de betingelser, den er gjort afhængig af, eller pålæggene er i strid med lov eller moral; eller at den er foretaget uden iagttagelse af de i loven foreskrevne former.
Søgsmål om annullation skal anlægges inden for et år fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik kendskab til dispositionen, annullationsgrunden og sin egen rettighed. Under alle omstændigheder bortfalder denne ret dog over for godtroende sagsøgte efter ti år, regnet fra testamentets åbning for testamenters vedkommende og fra arvens overgang ved andre dødsdispositioner, og over for sagsøgte, der ikke er i god tro, efter tyve år. Selv om disse frister er overskredet, kan ugyldigheden dog altid gøres gældende som indsigelse.
Arveaftale
En arvepagt er, i modsætning til et testamente, en testamentarisk disposition indgået mellem to parter. For at være gyldig skal den oprettes i form af et offentligt testamente; parterne skal samtidig tilkendegive deres ønsker over for den offentlige embedsmand og underskrive den oprettede aftale i embedsmandens og to vidners nærvær.
De to dispositioner adskiller sig også med hensyn til handleevnen: Mens det for at oprette et testamente er tilstrækkeligt at have evnen til at skelne og være fyldt femten år, kræver oprettelsen af en arvepagt, at man har evnen til at skelne, er myndig og ikke er under værgemål. Manglende handleevne er en annullationsgrund for begge dispositioner. En testamentarisk disposition, som arveladeren har foretaget under indflydelse af vildfarelse, svig, trussel eller tvang, er ugyldig; hvis arveladeren imidlertid ikke inden for et år fra den dag, hvor han fik kendskab til sin vildfarelse eller blev klar over svigen, eller fra den dag, hvor han blev fri af truslen eller tvangen, tilbagekalder dispositionen, anses den for gyldig.
En arvepagt kan, i modsætning til et testamente, ikke frit og ensidigt ophæves. Aftalen kan til enhver tid ophæves ved parternes skriftlige enighed. Hvis den person, der er indsat som arving, eller som har fået tildelt et bestemt aktiv, efter aftalens indgåelse udviser adfærd, der udgør en grund til at fratage vedkommende arveretten, kan arveladeren ensidigt ophæve aftalen; denne handling skal foretages i en af de former, der er foreskrevet for testamenter. Hvis ydelser mellem levende ikke opfyldes i overensstemmelse med aftalen eller ikke sikres, kan den pågældende part træde tilbage fra aftalen.
Der findes to former for arvepagt. Ved en positiv arvepagt påtager arveladeren sig en forpligtelse til at efterlade sin arv eller et bestemt aktiv til aftalens modpart eller til en tredjeperson. Selv om arveladeren fortsat frit kan råde over sin formue, kan der gøres indsigelse mod testamentariske dispositioner og gaver, der er uforenelige med forpligtelsen efter aftalen. Ved en aftale om arveafkald mister arvingen derimod sin status som arving, enten mod vederlag eller uden vederlag. Et arveafkald mod vederlag får, medmindre andet er fastsat i aftalen, også virkning for den arveafkaldendes efterkommere.
Aftale om forsørgelse indtil døden
En aftale om forsørgelse indtil døden er ikke en dødsdisposition, men en selvstændig aftale, der er særskilt reguleret i den tyrkiske obligationslov. Forsørgeren påtager sig at forsørge og drage omsorg for den forsørgede indtil dennes død, mens den forsørgede påtager sig at overdrage en formue eller visse formuegoder til forsørgeren.
Forbindelsen til en arveaftale vedrører som udgangspunkt kun formkravene: Aftalen er ikke gyldig, medmindre den indgås i den form, der gælder for en arveaftale, selv hvis den ikke indeholder en indsættelse af en arving. Den eneste undtagelse er, når aftalen indgås af en statsanerkendt plejeinstitution under overholdelse af de betingelser, der er fastsat af de kompetente myndigheder; i så fald er skriftlig form tilstrækkelig. Hvis forsørgeren desuden er indsat som arving, finder reglerne om arveaftaler også anvendelse på aftalen i materiel henseende.
Modtageren af livsvarig forsørgelse har, ligesom en sælger, en lovbestemt panteret i den overdragne faste ejendom for at sikre sine rettigheder. Debitoren for forsørgelsen er forpligtet til at sørge for passende føde og bolig til modtageren samt til at pleje og behandle denne med den fornødne omhu i tilfælde af sygdom. Hvis aftalens fortsættelse som følge af misligholdelse af forpligtelserne bliver uudholdelig, kan hver af parterne opsige aftalen uden varsel.
Hvorvidt aftalen reelt er indgået med henblik på pleje, om plejeydelserne er blevet opfyldt, og hvorvidt dispositionen har til formål at unddrage aktiver fra arvingerne, vurderes ud fra omstændighederne i det konkrete tilfælde. Selv hvis aftalen anses for gyldig, er arvingernes ret til at anlægge sag om reduktion (tenkis) og kreditorernes ret til at anlægge omstødelsessøgsmål forbeholdt.
For så vidt angår omstødelsessøgsmål er den bestemmelse i lov om tvangsfuldbyrdelse og konkurs, som blev affattet på ny ved ændringen af 24 december 2025 af betydning. Efter denne bestemmelse kan donationer og dispositioner uden modydelse, der er foretaget inden for et år før udstedelsen af en midlertidig eller endelig insolvensattest eller af et udlægsdokument, der har karakter af en insolvensattest, eller før konkursens åbning, omstødes. Aftaler om livsvarig forsørgelse er ligeledes blandt de dispositioner, der anses for donationer, medmindre det bevises, at der er ydet en passende modydelse. Formodningen er ikke uafkræftelig: Hvis det bevises, at aftalen reelt er indgået som modydelse for pleje, og at der er en passende balance mellem ydelserne, indtræder der ikke omstødelse.
Forpligtelser og ansvar
Arveafkald og arvingernes ansvar
Ved arveladerens død overgår arven med sine rettigheder og forpligtelser til arvingerne. Arvingerne kan afslå arven på de betingelser, der er fastsat i loven.
Den almindelige frist for at afslå arven er tre måneder. Hvis boet som en beskyttelsesforanstaltning er blevet opgjort, begynder fristen at løbe, når sulh hukuk-dommeren har meddelt, at opgørelsen er afsluttet. Erklæringen om afkald skal være ubetinget og uden forbehold og skal afgives mundtligt eller skriftligt til sulh hukuk-domstolen; en rettidigt afgivet erklæring om afkald indføres i domstolens særlige register på det sted, hvor arven er åbnet.
En arving kan ikke afslå arven, hvis vedkommende inden udløbet af fristen for afkald som arving har blandet sig i boets forhold, har foretaget handlinger, der ikke er led i boets almindelige forvaltning eller ikke er nødvendige for at videreføre arveladerens virksomhed, eller har skjult eller tilegnet sig boets aktiver. Derimod medfører anlæggelse af sag eller iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse for at forhindre, at forældelsesfrister eller præklusive frister udløber, ikke, at retten til at afslå arven fortabes.
Hvis arveladerens insolvens på dødsdagen er åbenbar eller officielt fastslået, anses arven for at være afslået. Denne situation betegnes i praksis som et de facto-arveafslag.
I tilfælde, hvor boets aktiver og passiver er ukendte, er det muligt at anmode om, at der udarbejdes en officiel boopgørelse. Ved accept på grundlag af boopgørelsen hæfter arvingen som udgangspunkt kun for de gældsposter, der er opført i boopgørelsen; arvingen hæfter dog fortsat for disse gældsposter både med boets aktiver og med sin egen formue. Arvingen er som udgangspunkt ikke ansvarlig over for kreditorer, der ikke har fået deres fordringer optaget i boopgørelsen inden for fristen.
Hvis en af de legale arvinger afslår arven, overgår dennes andel til de berettigede, som om vedkommende ikke var i live på tidspunktet for arvefaldet. Hvis alle de nærmeste legale arvinger afslår arven, overgår boet imidlertid ikke på normal vis til arvingerne i den næste arveklasse; det likvideres af skifteretten efter konkursreglerne, og de værdier, der er tilbage efter likvidationen, udleveres til de berettigede, som om de ikke havde afslået arven. Hvis alle livsarvinger afslår arven, overgår andelen til den længstlevende ægtefælle.
Et arveafslag fjerner ikke enhver form for ansvar. Arvinger, der afslår arven efter en insolvent arvelader, hæfter over for arveladerens kreditorer op til værdien af de gaver eller andre værdier, som de har modtaget fra arveladeren i de fem år før dødsfaldet, og som de ville have været forpligtet til at tilbagegive ved arvens deling. Hvis en arving, hvis formue ikke er tilstrækkelig til at dække gælden, desuden afslår arven med det formål at skade sine kreditorer, kan kreditorerne inden seks måneder fra afslaget anlægge sag med henblik på at få arveafslaget omstødt.
For den arving, der ikke har givet afkald på arven, er ansvarets karakter af særlig betydning. Arvingerne hæfter personligt for arveladerens gæld og solidarisk for gæld i boet; det indebærer, at kreditor kan kræve hele gælden betalt af enhver af arvingerne. Ansvaret er ikke begrænset til arveandelens størrelse. Solidariteten fortsætter også efter skiftet: Arvingerne hæfter også efter skiftet solidarisk med hele deres formue for gæld i boet, som kreditor ikke udtrykkeligt eller stiltiende har samtykket til at dele eller overdrage, og solidariteten ophører, når der er forløbet fem år fra datoen for skiftets gennemførelse eller, for forpligtelser, der skal opfyldes senere, fra forfaldsdatoen. En arving, der har betalt en gæld i boet, som det ikke var pålagt ham at betale i skifteaftalen, eller mere end det beløb, han har påtaget sig at betale, kan dog søge regres hos de øvrige arvinger.
Internationale sager
Arvesager med et udenlandsk element
At arveladeren eller arvingerne er udenlandske statsborgere, at aktiver i boet befinder sig i forskellige lande, eller at testamentariske dispositioner og andre dokumenter er udfærdiget i udlandet, kræver en særskilt vurdering af, hvilken lov der finder anvendelse, og hvilken procedure der skal følges.
Lovvalg og værneting
I tyrkisk international privatret anvendes afdødes nationale lov som udgangspunkt på arveforhold. Den væsentlige undtagelse er fast ejendom beliggende i Tyrkiet; tyrkisk ret finder anvendelse på fast ejendom i Tyrkiet.
Bestemmelser om, hvornår arven åbnes, om erhvervelse af arven og om skiftet er derimod underlagt loven i det land, hvor boet befinder sig. Derfor kan lovvalget i en arvesag med et udenlandsk element ikke fastlægges udelukkende på grundlag af arveladerens statsborgerskab; aktivernes art, det land, hvor de befinder sig, og det retlige spørgsmål, der skal løses, skal vurderes samlet.
Arveladerens sidste bopæl bestemmer ikke, hvilken lov der finder anvendelse, men ved hvilken domstol sagen skal føres: sager vedrørende arv behandles ved domstolen på arveladerens sidste bopæl i Tyrkiet, og hvis arveladeren ikke havde en sidste bopæl i Tyrkiet, ved domstolen på det sted, hvor de aktiver, der indgår i boet, befinder sig.
Med hensyn til formen for en disposition for dødsfald og dispositionshabiliteten findes der desuden særlige lovvalgsregler. Et testamente, der er oprettet på et fremmed sprog eller i overensstemmelse med et fremmed lands formregler, anses derfor ikke alene af denne grund for ugyldigt; Tyrkiet er også part i den internationale konvention om testamenters form.
Arveattest og udenlandske dokumenter
En arveattest (mirasçılık belgesi) kan som udgangspunkt indhentes fra sulh hukuk-domstolen eller, i de tilfælde loven tillader det, fra en notar. Notarens kompetence er imidlertid begrænset: Attesten kan ikke udstedes af notaren, hvis den anmodes af udlændinge, hvis befolkningsregistrene ikke er tilstrækkelige til at fastslå arveforholdet, eller hvis udstedelsen af attesten kræver en retssag. Den relevante forordning anser også, at anmodningen har et udenlandsk element, for at være et eksempel på situationer, der kræver en retssag. Derfor skal attesten i sager med et udenlandsk element indhentes fra sulh hukuk-domstolen. Desuden omfatter notarens kompetence kun legale arvinger; et dokument, der viser, at man er indsat arving eller legatar, indhentes under alle omstændigheder fra domstolen.
Et arvebevis, der er udstedt af en kompetent myndighed i et fremmed land, kan ikke bruges direkte i Tyrkiet. Ifølge tinglysningsloven gennemføres udenlandske fysiske personers arveoverførsler på grundlag af arvebeviser, der enten er udstedt af tyrkiske domstole eller er indhentet fra en kompetent udenlandsk myndighed og godkendt af tyrkiske domstole med hensyn til overensstemmelsen med den tyrkiske arveprocedure.
Hvorvidt en dødsattest, en udskrift fra folkeregisteret, et testamente og en fuldmagt udstedt i udlandet kræver en apostillepåtegning eller konsulær legalisering samt en notarbekræftet oversættelse, afhænger af det land, hvor dokumentet er udstedt, og af de internationale konventioner, som landet er part i.
Arvinger bosiddende i udlandet kan gennemføre processen ved fuldmagt. Fuldmagten kan udstedes ved tyrkiske konsulater eller, i lande, der er parter i apostillekonventionen, udstedes af en notar og forsynes med en apostillepåtegning; i lande, der ikke er parter i konventionen, skal notarens underskrift bekræftes af den myndighed, som notaren henhører under, og denne myndigheds underskrift og stempel skal ligeledes bekræftes af det tyrkiske konsulat. For processuelle handlinger såsom anlæggelse af sag og overdragelse af fast ejendom er en særlig bemyndigelse i fuldmagten påkrævet; også handlinger såsom afkald på arv, indgåelse af en arvefordelingsaftale og tinglysning af arveovergangen skal udtrykkeligt angives i fuldmagten.
Udenlandske arvinger og fast ejendom i Tyrkiet
Udenlandske statsborgere kan være arvinger til fast ejendom i Tyrkiet. Da arv er en form for erhvervelse uden registrering, overgår ejendomsretten automatisk til arvingen på dødstidspunktet; registreringen af arveovergangen er ikke en stiftende, men en konstaterende handling.
Det skal dog vurderes særskilt, om arvingen kan beholde ejendommen i sit eje, i henhold til de lovbestemte begrænsninger for udlændinges erhvervelse af fast ejendom. Ifølge loven er erhvervelse af fast ejendom og begrænsede tinglige rettigheder mulig for borgere fra lande, der er fastsat af præsidenten; det samlede areal af de erhvervede ejendomme og begrænsede tinglige rettigheder af selvstændig og varig karakter må ikke overstige ti procent af distriktets samlede areal, der kan være genstand for privat ejendomsret, eller tredive hektar pr. person på landsplan. Bestemmelserne om militære forbudszoner og sikkerhedszoner finder desuden anvendelse. Hvis fast ejendom og begrænsede tinglige rettigheder, der er erhvervet ved arv, ikke afhændes af ejeren inden for den frist på højst ét år, som fastsættes af Finansministeriet, uden for de begrænsninger, der er nævnt i første afsnit, likvideres de, og værdien udbetales til den berettigede.
Det må ikke overses, at disse begrænsninger ikke gælder for alle. Personer, der var tyrkiske statsborgere fra fødslen, men har mistet deres tyrkiske statsborgerskab efter at have fået tilladelse til at udtræde af statsborgerskabet, samt deres efterkommere i op til tredje led, har fortsat samme rettigheder som tyrkiske statsborgere, bortset fra de undtagelser, der er fastsat i loven; erhvervelse af fast ejendom er ikke blandt disse undtagelser. For disse personer, der i praksis betegnes som indehavere af Mavi Kart, finder de erhvervelsesbegrænsninger, der gælder for udlændinge, og den dermed forbundne likvidation ikke anvendelse.
Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt en udenlandsk arving i sin egenskab af arving kan fortsætte med at eje en bestemt fast ejendom i Tyrkiet, og spørgsmålet om arveretten, forhold, der skal vurderes særskilt. At arvingen selv sælger ejendommen inden for ét år, er vigtigt for, at salget sker til markedsværdi. Da skatten skal være fuldt betalt forud for dette salg, skal fristen for likvidation og skatteprocesserne planlægges samlet.
Vurderingskriterier
Vurderingskriterier i arvesager
Den fremgangsmåde, der skal følges i arvetvister, fastlægges ud fra boets omfang, arvingernes forhold og eventuelle dødsdispositioner. Ved den indledende vurdering kan folkeregister- og tingbogsoplysninger, foreliggende dokumenter samt de lovbestemte frister vurderes samlet.
Det vurderes konkret i hver enkelt sag, om den beskyttede arvelod (saklı pay) er blevet krænket, om en overdragelse kan anses for simuleret (muvazaa), og på hvilken måde delingen skal gennemføres.
I sager, hvor arveladeren eller arvingerne er udenlandske statsborgere, er det desuden vigtigt at afklare, hvilken lov der finder anvendelse, hvor arveattesten skal indhentes, hvordan udenlandske dokumenter kan anvendes, og hvordan fast ejendom skal overføres.
Advokatkontorets retsområder omfatter tvister, der udspringer af arveretten. Du kan anmode om en samtale via kontaktsiden.
Ofte stillede spørgsmål
Ofte stillede spørgsmål
Hvor får man en arveattest?
Et arvebevis kan som udgangspunkt indhentes fra sulh hukuk mahkemesi (den tyrkiske civilret) eller, i de tilfælde loven tillader det, fra en notar. Hvis arvebeviset imidlertid begæres af udlændinge, hvis folkeregisteroplysninger ikke er tilstrækkelige til at fastslå, hvem arvingerne er, eller hvis udstedelsen af arvebeviset kræver en retssag, kan notaren ikke udstede det; krav med et udenlandsk element hører også til blandt de situationer, der kræver en retssag. Notarens kompetence er endvidere begrænset til legale arvinger. I arvetvister med et udenlandsk element er den kompetente domstol retten på det sted, hvor arveladeren havde sin sidste bopæl i Tyrkiet; hvis arveladeren ikke havde en bopæl her, er den kompetente domstol retten på det sted, hvor aktiverne i boet befinder sig.
Hvis arven afvises, er arvingen så fritaget for gæld?
Hvis arven rettidigt og ubetinget afvises inden for tre måneder, er arvingen ikke ansvarlig for den afviste arvs gæld i dødsboet. Hvis der inden afvisningsfristens udløb gribes ind i dødsboet på en måde, der rækker ud over den sædvanlige forvaltning, eller hvis dødsboets aktiver skjules eller tilegnes, kan retten til at afvise arven fortabes. Hvis det på arveladerens dødstidspunkt klart fremgår eller officielt er fastslået, at arveladeren er insolvent, anses arven for afvist. Afvisningen ophæver ikke ethvert ansvar: Arvinger, der afviser arven efter en insolvent arvelader, forbliver ansvarlige over for kreditorerne i det omfang, de inden for de fem år før dødsfaldet har modtaget værdier fra arveladeren, som de ved delingen ville være forpligtet til at tilbagelevere.
Kan arvelader efterlade hele sin formue til én enkelt person?
Det beløb, som arveladeren kan råde over, afhænger af, om der findes arvinger med tvangsarv. En arvelader, der har afkom, forældre eller ægtefælle som arvinger, kan kun træffe dødsdispositioner over den del af arven, der ikke er omfattet af tvangsarv; hvis ingen af disse arvinger findes, kan arveladeren råde over hele sin formue. Tvangsarven udgør en andel af den legale arveandel: for afkom halvdelen af denne andel, for hver af forældrene en fjerdedel, og for den efterlevende ægtefælle hele den legale arveandel, når ægtefællen arver sammen med afkom eller forældrene, og i øvrige tilfælde tre fjerdedele. Søskendes tvangsarv blev ophævet i 2007 . Arvinger, hvis tvangsarv er blevet krænket, kan kræve reduktion af testamentariske dispositioner inden for ét år fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til krænkelsen, og under alle omstændigheder inden for ti år. Selv efter udløbet af disse frister kan reduktion altid gøres gældende som indsigelse.
Hvordan varetager en arving, der bor i udlandet, procedurerne i Tyrkiet?
En arving kan varetage arvesager gennem en fuldmagt. Fuldmagten kan udstedes på et tyrkisk konsulat eller udfærdiges af en notar i lande, der er parter i apostillekonventionen, og forsynes med en apostillepåtegning; i lande, der ikke er parter i konventionen, kræves en kæde af konsulære legaliseringer. For dispositioner som anlæggelse af sag og overdragelse af fast ejendom er det obligatorisk, at fuldmagten indeholder en særlig bemyndigelse; det skal også udtrykkeligt fremgå, at den omfatter dispositioner som afkald på arv, underskrivelse af en aftale om arvedeling og registrering af arv i tingbogen. En mangelfuldt udfærdiget fuldmagt kan medføre, at dispositionen afvises.
Kan en udenlandsk statsborger arve en fast ejendom i Tyrkiet?
Ja. Udenlandske statsborgere kan være arvinger til fast ejendom i Tyrkiet, og ejendomsretten overgår automatisk ved dødsfaldet. Hvorvidt arvingen fortsat kan beholde den pågældende faste ejendom som ejer, vurderes dog særskilt efter de lovbestemte begrænsninger for udlændinges erhvervelse af fast ejendom. Bortset fra disse begrænsninger gælder det, at fast ejendom og begrænsede tinglige rettigheder, der er erhvervet ved arv, skal afvikles af ejeren inden for en frist på højst ét år, der fastsættes af Finansministeriet; hvis dette ikke sker, afvikles de og omdannes til et pengebeløb, som udbetales til rettighedshaveren. Personer, der er født som tyrkiske statsborgere og har opgivet deres statsborgerskab med tilladelse hertil, samt deres efterkommere indtil tredje led (indehavere af Mavi Kart), er ikke omfattet af disse begrænsninger.
Hvor lang tid har man til at anlægge sag om muris muvazaası (afdødes proformaoverdragelse)?
Et søgsmål om annullering og ny registrering i tingbogen baseret på muris muvazaası er ikke underlagt nogen form for forældelses- eller præklusionsfrist; en muvazaalı disposition bliver ikke gyldig med tiden. Derimod løber de et- og tiårige præklusionsfrister fortsat for det subsidiært i samme processkrift fremsatte krav om nedsættelse (tenkis). Da sagen desuden i vid udstrækning er baseret på vidneforklaringer, værdiforholdet på aftaletidspunktet og dokumenter fra den pågældende periode, kan den forløbne tid medføre bevismæssige vanskeligheder.
Hvis arveladeren i sin levetid har overført aktiver til et af sine børn, tages dette så i betragtning ved fordelingen?
Dette spørgsmål vedrører en ordning, der er adskilt fra tvangsarv og tenkis, dvs. begrænsning af testamentariske dispositioner, nemlig udligning. De legale arvinger er indbyrdes forpligtet til at tilbageføre de vederlagsfrie ydelser, som de i levende live har modtaget fra arveladeren til modregning i deres arvelod, til boet med henblik på at gennemføre udligningen. Vederlagsfrie ydelser til livsarvinger, såsom medgift eller etableringskapital, overdragelse af aktiver eller gældseftergivelse, er omfattet af udligning, medmindre arveladeren udtrykkeligt har bestemt andet. Den arving, der er forpligtet til at tilbageføre det modtagne, kan efter eget valg tilbageføre det in natura eller få værdien modregnet i sin arvelod. Sædvanlige gaver og udgifter i overensstemmelse med sædvane i forbindelse med ægteskab er derimod ikke omfattet af udligning. For så vidt angår udgifter til børns uddannelse og undervisning, opstår tilbageførselsforpligtelsen dog kun for den del, der overstiger det sædvanlige omfang, medmindre det bevises, at arveladeren ønskede det modsatte.
Oplysningerne på denne side er generel information og udgør ikke juridisk rådgivning eller anbefaling. Da betingelserne i hvert enkelt konkret tilfælde er forskellige, skal den juridiske vurdering foretages specifikt for den enkelte sag.
Oplysningerne på siden er offentliggjort inden for rammerne af Türkiye Barolar Birliği Reklam Yasağı Yönetmeliği med det formål at informere om de områder, hvor kontoret er aktivt, uden at dette indebærer specialisering; det har ikke til formål at skaffe opgaver.
Visning af denne side eller kontakt via linkene og kontaktoplysningerne på siden indebærer ikke, at der er etableret et advokat-klientforhold mellem advokaten og ansøgeren, og indebærer ikke, at sagen er antaget.
Oplysningerne og fristerne på siden er udarbejdet i overensstemmelse med den lovgivning, der er i kraft pr. 6 september 2026. Da lovgivningen kan ændres, skal fristberegning i alle tilfælde foretages på grundlag af den gældende lovtekst.
Den juridiske fremgangsmåde i arveretlige tvister kan variere afhængigt af arveladerens formue, arvingernes situation, om der findes testamente eller andre dødsdispositioner, og tvistens karakter. Derfor er det vigtigt, at arveandele, boet og de eksisterende juridiske dispositioner vurderes samlet fra begyndelsen.
Merve Kartal
Advokat