Forfatter: Av. Merve Kartal · Udgivelse: 05.11.2026

Arveladerens proformaaftale er, når arveladeren for at unddrage sine arvinger aktiver i virkeligheden giver en fast ejendom som gave, men i skødet (tapu) fremstiller overdragelsen som en anden transaktion, fx et salg eller en aftale om pleje indtil døden. I daglig tale kaldes det også at unddrage arvinger aktiver; men ikke enhver unddragelse af aktiver er en proformaaftale: hvis overdragelsen i skødet (tapu) åbenlyst er sket som gave, er der ingen skjult transaktion, og hvis betingelserne er opfyldt, er vejen en sag om nedsættelse af dispositioner (Tyrkiets civillovbog art. 565).

Der foreligger to transaktioner: det salg, der fremgår af skødet (tapu), og den gave, som parterne faktisk ønsker. Arvingernes påstand er, at den tilsyneladende transaktion ikke er reel.

Arvefølgen og andele af tvangsarv efter tyrkisk ret (andel i boet) er beskrevet på siden Arveret, og den generelle ramme for aflysning af tinglysningen er beskrevet på siden aflysning af adkomsten og ny tinglysning.

Findes der en bestemmelse om “arveladerens proformaaftale” i loven?

Nej. Udtrykket “arveladerens proformaaftale” forekommer ikke i Tyrkiets civillovbog, i den tyrkiske obligationslov, i Tyrkiets retsplejelov eller i Tyrkiets lov om skøder. Ordet “arvelader” bruges heller ikke i Tyrkiets civillovbog; loven betegner denne person som “mirasbırakan” (arvelader). Udtrykket stammer fra praksis.

Der er kun én bestemmelse, der generelt regulerer proformaaftaler:

“Ved fastlæggelsen og fortolkningen af en aftales art og indhold tages der udgangspunkt i parternes fælles, virkelige vilje, uden hensyn til de ord, de har brugt ved en fejltagelse eller for at skjule deres virkelige hensigt.” (tyrkisk obligationslov art. 19/1)

Bestemmelsens overskrift siger det samme: “Fortolkning af aftaler, proformaaftaler.” Ud fra denne generelle regel er det Tyrkiets kassationsdomstols afgørelse om forening af retspraksis og den efterfølgende praksis, der opstiller de betingelser, som er specifikke for arvesammenhænge. Nedenfor angives den lovfæstede del og den praksisbaserede del hver for sig.

To transaktioner: det tilsyneladende salg og den skjulte gave

Når lovens fortolkningsregel anvendes, fremkommer to forskellige transaktioner, og ingen af dem opretholdes, men af forskellige grunde.

Det tilsyneladende salg afspejler ikke parternes virkelige vilje. Salget i skødet (tapu) er indgået i den lovbestemte officielle form (tyrkisk obligationslov art. 237/1); problemet ligger ikke i formen, men i viljen. Der lægges vægt på den fælles, virkelige vilje og ikke på ordene, og parterne har ikke ønsket et salg.

Den skjulte gave er derimod problematisk med hensyn til formen. En gave er en vederlagsfri fordel (tyrkisk obligationslov art. 285/1). Aftaler, der sigter mod overførsel af ejendomsret til fast ejendom, er kun gyldige, hvis de er oprettet i officiel form (Tyrkiets civillovbog art. 706/1); for gaver siger loven desuden: “Løftet om at give en fast ejendom eller en tinglig rettighed over fast ejendom er kun gyldigt, hvis det er afgivet i officiel form” (tyrkisk obligationslov art. 288/2). Et gaveløfte, der er ugyldigt på grund af formmangel, anses, når det opfyldes, for en håndgave; “denne regel finder dog ikke anvendelse på gaver, hvis gyldighed er betinget af officiel form” (tyrkisk obligationslov art. 288/3). Håndgaver er i øvrigt kun tænkt til løsøre (tyrkisk obligationslov art. 289). At skødet (tapu) faktisk er blevet overdraget, gør altså ikke en gave af fast ejendom, der er givet uden overholdelse af den officielle form, gyldig.

Tinglysningen er derfor urigtig. En tinglysning, der bygger på en ikke-bindende retshandel, eller som savner retligt grundlag, er urigtig (Tyrkiets civillovbog art. 1024/2); derfor kan den, hvis tinglige ret er krænket, anlægge sag om berigtigelse af tingbogen (Tyrkiets civillovbog art. 1025/1). Sagen anlægges med påstand om aflysning af adkomsten og ny tinglysning.

Hvem kan anlægge sagen, og mod hvem anlægges den?

Sagen anlægges af den arving, hvis arveret er krænket af arveladerens tilsyneladende salgstransaktion. Følgende regler skal kendes:

Der kræves ikke tvangsarv efter tyrkisk ret (andel i boet). I praksis kræves det ikke, at sagsøgeren er tvangsarving.
Enhver arving kan anlægge sagen alene. I praksis kan enhver arving anlægge sagen i forhold til sin arveandel; de øvrige arvinger behøver ikke deltage i sagen. Hvis man ønsker, at hele ejendommen skal tilbageføres til alle arvingerne, kræver det en særskilt vurdering af, hvordan sagen skal anlægges; udpegning af en repræsentant for arvefællesskabet ved den tyrkiske civil fredsdomstol er en af mulighederne (Tyrkiets civillovbog art. 640/3).
Sagen anlægges efter dødsfaldet. Arvingerne erhverver arven ved arveladerens død (Tyrkiets civillovbog art. 599/1); mens arveladeren er i live, accepteres det i praksis ikke at anlægge sag med denne påstand.
Den, der har givet afkald på arv, kan ikke anlægge sagen. Den, der har givet afkald, overfører sin andel til de berettigede, som om vedkommende ikke var i live ved arvefaldet (Tyrkiets civillovbog art. 611/1; se afkald på arv – hvordan gør man det).
Arveforholdet dokumenteres med et arvebevis. Arvebevis udstedes af den tyrkiske civil fredsdomstol eller af notaren (Tyrkiets civillovbog art. 598/1; se arvebevis – hvordan får man det).
Sagsøgte er den, der har erhvervet ejendommen; hvis vedkommende er død, er det dennes arvinger. Hvis ejendommen senere er overgået til en anden, se afsnittet om sikringsforanstaltninger nedenfor.

I hvilke tilfælde accepteres arveladerens proformaaftale, og i hvilke ikke?

Loven opstiller ingen kriterier på dette område. Det centrale spørgsmål er, om arveladerens virkelige hensigt var at unddrage sine arvinger aktiver. I Tyrkiets kassationsdomstols praksis fastlægges denne hensigt ved en samlet vurdering af omstændigheder som: om købesummen faktisk blev betalt, og køberens betalingsevne; forskellen mellem den i skødet (tapu) angivne pris og ejendommens reelle værdi på aftaletidspunktet; om arveladeren havde en rimelig og fornuftig grund til salget; forholdet mellem parterne og arveladeren; den overdragne ejendoms placering i arveladerens formue; og egnens sædvaner. Hvis arveladeren i levende live har foretaget en rimelig fordeling under hensyn til alle arvingerne, kan det vurderes som udtryk for, at der ikke forelå en hensigt om at unddrage aktiver.

Disse omstændigheder dokumenteres ved bank- og tingbogsoplysninger, besigtigelse og sagkyndig undersøgelse samt vidneudsagn. I stævningen skal det angives, med hvilket bevis hver enkelt kendsgerning vil blive ført (Tyrkiets retsplejelov art. 119/1-f); beviser, der ikke er anført rettidigt, kan som udgangspunkt ikke gøres gældende senere (Tyrkiets retsplejelov art. 145).

Bevisførelse: Kan en arving føre vidner?

Den almindelige regel er således: Medmindre andet er bestemt i loven, bærer hver af parterne bevisbyrden for de faktiske omstændigheder, som vedkommende støtter sin ret på (Tyrkiets civillovbog art. 6; Tyrkiets retsplejelov art. 190/1). Det vil sige, at den arving, der fremsætter en påstand om proforma, har bevisbyrden. Svaret på spørgsmålet om vidner findes i retsplejelovens regler om bevis ved dokument og i undtagelserne hertil.

Som udgangspunkt kræves bevis ved dokument. Retshandler, der foretages med henblik på at stifte, ophæve, overdrage, ændre, forny, udsætte, anerkende eller opfylde en ret, skal bevises ved dokument, hvis deres beløb eller værdi på tidspunktet for deres foretagelse overstiger den i loven fastsatte beløbsgrænse (Tyrkiets retsplejelov art. 200/1). Som udgangspunkt kan der heller ikke føres vidnebevis mod et dokument: retshandler, der ophæver eller svækker et dokuments virkning og kraft, kan ikke bevises ved vidner, selv om beløbet ligger under beløbsgrænsen (Tyrkiets retsplejelov art. 201). Det officielle skøde (tapu) er også et dokument.

Men loven indeholder en klar undtagelse:

“d) Tredjemands indsigelser om proforma mod retshandler og dokumenter.” (Tyrkiets retsplejelov art. 203/1-d)

I praksis anses den arving, der anlægger sag med påstand om, at der er unddraget aktiver fra boet, og som støtter sig på sin egen ret, for at være tredjemand i forhold til dette litra og kan føre bevis med ethvert bevismiddel, herunder vidner. Denne kvalifikation står ikke ordret i loven, men følger af retspraksis. Hvis arvingen i arveladerens sted gør gældende, at en transaktion, som arveladeren selv har foretaget, var pro forma, kan arvingen ikke nyde denne lempelse.

Litra (a) i samme artikel bestemmer, at der også kan føres vidnebevis ved “retshandler mellem efterkommere og forfædre, søskende, ægtefæller, svigerfar, svigermor samt svigerdatter og svigersøn”. Dette litra ser på parterne i retshandlen: en retshandel mellem arveladeren og dennes barn eller søskende falder ordret ind under denne bestemmelse, men ikke hvis erhververen er uden for familien. Loven bestemmer endvidere, at vidner også kan afhøres, hvis modparten giver sit udtrykkelige samtykke (Tyrkiets retsplejelov art. 200/2) eller hvis der foreligger begyndende bevis (Tyrkiets retsplejelov art. 202).

Beløbsgrænsen forhøjes hvert år med omvurderingssatsen, og der tages udgangspunkt i beløbet på tidspunktet for retshandlens foretagelse (Tyrkiets retsplejelov, tillægsartikel 1, som ændret ved lov nr. 7550 af 4/6/2025). Derfor angives der ikke noget beløb på siden.

Arveladerens proformaaftale eller nedsættelse af dispositioner?

Det er to forskellige søgsmål, og hvis de forveksles, kan det medføre tab af rettigheder. Det, som loven udtrykkeligt regulerer, er nedsættelse af dispositioner; proforma hviler derimod på den almindelige regel.

	Indsigelse om arveladerens proformaaftale	Sag om nedsættelse af dispositioner
Retsgrundlag	TBK art. 19 (almindelig regel om proformaaftaler) + retspraksis	TMK art. 560 ff.; for gaver mellem levende TMK art. 565
Påstand	Retshandlen er ikke reel, men fremstår som et salg	Retshandlen er reel, men krænker tvangsarven efter tyrkisk ret (andelen i boet)
Hvem kan anlægge sag	Arvinger; i praksis kræves ikke tvangsarv	Arvinger, der ikke har fået deres tvangsarv efter tyrkisk ret (andel i boet) (TMK art. 560/1)
Retsvirkning	Aflysning af adkomsten og ny tinglysning	Nedsættelse af dispositioner, der overstiger den del, som arveladeren frit kunne råde over (TMK art. 560/1)
Frist	Ingen lovbestemt frist; i praksis ikke undergivet nogen frist	Et år fra kendskabet, og under alle omstændigheder ti år fra arvefaldet (for testamenter fra datoen for arvens åbning) (TMK art. 571/1)

Loven opregner udtømmende de vederlagsfri formueoverførsler mellem levende, der kan nedsættes; heriblandt “formueoverførsler, som arveladeren klart har foretaget for at omgå reglerne om tvangsarv” (TMK art. 565, 4 nr.). Selv om retten til at anlægge sag om nedsættelse er faldet bort på grund af fristoverskridelse, kan indsigelsen om nedsættelse altid gøres gældende som indsigelse (TMK art. 571/3). Den, der har modtaget en formueoverførsel, som kan nedsættes, og som er i god tro, er kun forpligtet til at tilbagegive det, der er i behold på tidspunktet for arvefaldet (TMK art. 566/1). Størrelsen af tvangsarven efter tyrkisk ret (andelen i boet) er angivet på siden hvordan beregnes tvangsarv.

Er der forældelse for arveladerens proformaaftale?

Loven fastsætter ingen særlig frist for denne indsigelse: TBK art. 19 foreskriver ingen frist, og i Tyrkiets civillovbog findes der heller ingen præklusiv frist for indsigelsen om proformaaftale. I praksis er et søgsmål om aflysning af adkomsten og ny tinglysning baseret på arveladerens proformaaftale ikke undergivet forældelse eller præklusiv frist; begrundelsen er, at en proformaaftale anses for ugyldig fra begyndelsen og ikke bliver gyldig ved tidens forløb.

Men fristen for sag om nedsættelse af dispositioner løber. Hvis indsigelsen om proformaaftale ikke kan bevises, for eksempel hvis det viser sig, at købesummen faktisk blev betalt, kan der være mulighed for at anlægge sag om nedsættelse af dispositioner; retten til at anlægge sag om nedsættelse af dispositioner bortfalder dog et år fra det tidspunkt, hvor krænkelsen af tvangsarven efter tyrkisk ret (andelen i boet) blev kendt, og under alle omstændigheder efter ti år (TMK art. 571/1). I praksis fremsættes de to krav derfor i samme stævning, idet der etableres et forhold mellem primær og subsidiær påstand: den primære påstand er aflysning af adkomsten og ny tinglysning på grund af proformaaftale, og den subsidiære påstand er sag om nedsættelse af dispositioner, hvis den primære forkastes. Loven betegner dette som en subsidiær påstand; retten kan kun behandle den subsidiære påstand, hvis den primære påstand forkastes i realiteten (HMK art. 111). Hvis der ikke er nedlagt påstand om nedsættelse af dispositioner, behandler retten ikke spørgsmålet af egen drift (HMK art. 26/1). Hvis kravet om nedsættelse af dispositioner tilføjes senere ved ændring af påstanden, er det omdiskuteret, hvordan etårsfristen skal beregnes; ændring af påstanden kan i samme sag kun ske én gang og indtil bevisoptagelsens afslutning (HMK art. 176/2, art. 177/1). Det er derfor sikrere at fremsætte kravet om nedsættelse af dispositioner sammen med det primære krav fra begyndelsen.

Selv om fristen ikke løber, kan tiden arbejde imod parten: vidner og dokumenter fra perioden kan gå tabt, og ejendommen kan skifte ejer.

Hvis ejendommen sælges under sagen: sikrende retsmidler og notering i tingbogen

En dom om aflysning af adkomsten og ny tinglysning tinglyses ikke, før den er blevet retskraftig (HMK art. 350/2, art. 367/2). Hvis ejendommen i mellemtiden sælges til en anden, beskyttes den tredjemands erhvervelse, som i god tro har støttet sig på tinglysningen i tingbogen (TMK art. 1023). En tredjemand, der kendte eller burde kende til, at tinglysningen var uretmæssig, kan derimod ikke støtte sig på denne tinglysning (TMK art. 1024/1).

Midlet til at forhindre dette er foreløbigt retsmiddel: når der er grund til at befrygte, at opnåelsen af retten vil blive væsentligt vanskeliggjort eller umuliggjort som følge af en ændring af den nuværende tilstand, kan retten træffe afgørelse om et foreløbigt retsmiddel (HMK art. 389/1). Retsafgørelser til beskyttelse af omtvistede rettigheder kan noteres i tingbogen og kan gøres gældende over for dem, der efter noteringen erhverver rettigheder over ejendommen (TMK art. 1010). Hvis gennemførelsen af det foreløbige retsmiddel ikke anmodes om inden en uge fra afsigelsen eller forkyndelsen af afgørelsen, bortfalder retsmidlet automatisk (HMK art. 393/1); hvis retsmidlet er opnået før anlæggelsen af sagen, bortfalder det ligeledes, hvis sagen ikke anlægges inden to uger fra anmodningen om gennemførelse (HMK art. 397/1). Sikkerhedsstillelse og øvrige detaljer er beskrevet på siden sag om aflysning af adkomsten og ny tinglysning.

Hvis ejendommen alligevel overdrages efter sagens anlæggelse, kan sagsøgeren enten fortsætte sagen mod erhververen eller ændre sagen til et erstatningskrav mod overdrageren (HMK art. 125/1).

Ved hvilken domstol og hvor anlægges sagen?

Saglig kompetence. Sagen behandles ved civil domstol i første instans (HMK m.2). Aflysning af adkomsten og ny tinglysning er ikke opregnet blandt de tvister, hvor mægling er en procesforudsætning forud for sagsanlæg (lov nr. 6325 m.18/B/1).

Stedlig kompetence. I sager om tinglige rettigheder over fast ejendom eller sager, der kan medføre ændring i ejendomsretten, er retten på det sted, hvor den faste ejendom er beliggende, enekompetent (HMK m.12/1). Påstanden om aflysning af adkomsten og ny tinglysning falder ind under dette. Vedrører sagen flere faste ejendomme, kan den anlægges ved retten på det sted, hvor en af ejendommene er beliggende, også for de øvrige ejendommes vedkommende (HMK m.12/3).

For sager, der udspringer af arv, gælder en særlig værnetingsregel: i sager om deling af dødsboet, om ugyldighed og nedsættelse af dødsdispositioner og i alle sager mod arvinger indtil den endelige deling af dødsboet er retten på afdødes sidste bopæl enekompetent (HMK m.11/1). Hvis den, der har erhvervet den faste ejendom, også er arving, kan de to værnetingsregler efter ordlyden komme i konflikt; i praksis behandles sager om aflysning af adkomsten og ny tinglysning på grundlag af arveladerens proformaaftale ved retten på det sted, hvor den faste ejendom er beliggende. Hvis den faste ejendom ligger i Alanya, behandles sagen i Alanya, selv om arveladeren boede i en anden provins. Hvis anbringendet om proformaaftale fremsættes sammen med en påstand om nedsættelse, skal værnetinget vurderes særskilt.

Ofte stillede spørgsmål

Min far solgte huset til min bror, men købesummen blev ikke betalt. Hvad kan jeg gøre?
Påstanden er, at det salg, der fremgår af skødet (tapu), ikke afspejler den virkelige vilje; loven kræver, at der ved fortolkning af en aftale lægges vægt på den virkelige og fælles vilje frem for ordlyden (TBK m.19/1). Manglende betaling af købesummen er i praksis et af de forhold, der indgår i vurderingen af, om formålet har været at unddrage aktiver fra boet. Påstanden fremsættes med krav om aflysning af adkomsten og ny tinglysning, og bevisbyrden påhviler den, der fremsætter påstanden (TMK m.6, HMK m.190/1).

Der står salg i skødet (tapu); kan jeg bevise det modsatte ved vidner?
Som udgangspunkt føres der ikke vidner mod et skriftligt dokument (HMK m.201). Loven bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at der kan føres vidner ved tredjemands anbringender om proformaaftaler (HMK m.203/1-d); i praksis anses den arving, der anlægger sag under påberåbelse af sin egen ret, i denne henseende som tredjemand.

Er der forældelse for en sag om arveladerens proformaaftale?
Loven fastsætter ingen frist for denne påstand, og i praksis er sagen ikke undergivet nogen frist. Derimod bortfalder retten til at anlægge sag om nedsættelse, når der er gået et år fra kundskab og under alle omstændigheder ti år (TMK m.571/1); derfor fremsættes påstanden om nedsættelse subsidiært sammen med anbringendet om proformaaftale (HMK m.111).

Jeg har ingen tvangsarv efter tyrkisk ret (andel i boet) – kan jeg alligevel anlægge sag?
Ja. I praksis kan enhver arving, uanset om vedkommende har tvangsarv efter tyrkisk ret (andel i boet) eller ej, fremsætte påstanden om proformaaftale i forhold til sin egen arveandel. Derimod indrømmer loven kun arvinger, der ikke har modtaget værdien af deres tvangsarv efter tyrkisk ret (andel i boet), muligheden for at anlægge sag om nedsættelse af dispositioner (Tyrkiets civillovbog art.560/1).

Er unddragelse af aktiver fra boet det samme som udelukkelse fra arv?
Nej. Udelukkelse fra arv er en dødsdisposition, som arveladeren foretager på grundlag af de i loven opregnede grunde; nærmere herom findes på siden om udelukkelse fra arv. Proformaaftale er derimod en påstand om, at en overdragelse foretaget i levende live ikke er reel.

Hvad sker der, hvis den, der har fået huset, har solgt det videre til en anden?
Erhvervelsen hos den person, der i god tro har støttet sig på registreringen i skødet (tapu), er beskyttet (Tyrkiets civillovbog art.1023); den, som kendte eller burde kende til, at tinglysningen var mangelfuld, kan derimod ikke støtte ret på indførslen (Tyrkiets civillovbog art.1024/1). Derfor rettes søgsmålet også mod den nuværende ejer, og det bevises særskilt, at denne ikke var i god tro. Hvis den nuværende ejer var i god tro, går man i praksis frem ved at kræve ejendommens værdi af den første erhverver.

Relevant lovgivning

Lov nr. 6098 om forpligtelser (Tyrkiets obligationslov) — art.19 (fortolkning af aftaler, proformaaftaler), art.237 (formkrav ved salg af fast ejendom), art.285 (definition af gave), art.288 (gaveløfte), art.289 (håndgældsgave) — mevzuat.gov.tr

Tyrkiets civillovbog nr. 4721 — art.6 (bevisbyrde), art.560 (betingelser for sag om nedsættelse af dispositioner), art.565 (ydelser, der er undergivet nedsættelse), art.566 (tilbageleveringsforpligtelse), art.571 (præklusive frister), art.598 (arvebevis), art.599 (erhvervelse af arv), art.611 (afkald ved en af arvingerne), art.640 (arvefællesskab), art.706 (retshandel ved erhvervelse af ejendomsret til fast ejendom), art.1010 (notering ved begrænsning af rådighedsret), art.1023 (i forhold til godtroende tredjemand), art.1024 (i forhold til tredjemand i ond tro), art.1025 (sletning og ændring ved mangelfuld tinglysning) — mevzuat.gov.tr

Tyrkiets retsplejelov nr. 6100 — art. 2 (civil domstol i første instans’ kompetence), art. 11 (værneting i sager vedrørende arv), art. 12 (værneting i sager vedrørende fast ejendom), art. 26 (princippet om parternes rådighed over processen), art. 111 (subsidiær påstand), art. 119 (stævningens indhold), art. 125 (overdragelse af sagens genstand), art. 145 (fremlæggelse af beviser på et senere tidspunkt), art. 176–177 (ændring af påstande), art. 190 (bevisbyrde), art. 200 (krav om skriftligt bevis), art. 201 (forbud mod vidnebevis mod dokument), art. 202 (begyndende bevis), art. 203 (undtagelser fra kravet om skriftligt bevis), art. 350 og art. 367 (virkning af appel på fuldbyrdelsen), art. 389 (betingelser for foreløbige retsmidler), art. 393 (fuldbyrdelse af kendelse om foreløbige retsmidler), art. 397 (foranstaltninger, der supplerer foreløbige retsmidler), tillægsbestemmelse art. 1 (forhøjelse af beløbsgrænser) — mevzuat.gov.tr

Tyrkiets lov om mægling i retstvister nr. 6325 — art. 18/B (mægling som procesforudsætning i visse sager) — mevzuat.gov.tr

Relaterede sider

Denne tekst har til formål at give generel juridisk information og udgør ikke juridisk rådgivning. Da omstændighederne i hver sag er forskellige, anbefales det at søge juridisk bistand hos din advokat for din konkrete situation.