Aftale om afkald på arv (mirastan feragat sözleşmesi) er en aftale, der giver en arving mulighed for at give afkald på sin arvingestilling, mens arveladeren er i live. To kendetegn adskiller den fra lignende institutter: den er tosidet — arveladeren selv er part — og den indgås i arveladerens levetid.
Afkald på arv må derfor hverken forveksles med fratagelse af arveret, som arveladeren foretager alene, eller med afkald på arv efter dødsfaldet (mirasın reddi), som arvingen foretager alene efter dødsfaldet. I modsætning til fratagelse kræver afkaldet ingen angivelse af grund; arvingens samtykke foreligger allerede. Ved fratagelse er grundene derimod opregnet i loven.
Arvefølgen og tvangsarvens størrelse er beskrevet på siden Arveret.
Hvad er en aftale om afkald på arv?
Arveladeren kan med en af sine arvinger indgå en aftale om afkald på arv vederlagsfrit eller mod et vederlag; den, der giver afkald, mister sin arvingestilling (TMK m.528).
En ensidig erklæring kan ikke træde i stedet for en aftale om afkald. Aftalens part er arveladeren; et dokument, som arvingen alene har underskrevet eller fået bekræftet af en notar, er ikke et afkald på arv. Forskellen fremgår også udtrykkeligt af notarlovgivningen: en notars signaturbekræftelse dokumenterer, at den bekræftede underskrift stammer fra den pågældende, og omfatter ikke det retlige dispositive indhold (Tyrkiets notarlov m.82). Den forretning, der skal anmodes om, er derfor ikke en »bekræftelse«, men en forretning foretaget »i form af udfærdigelse« (Tyrkiets notarlov m.89).
På samme måde kan arveladeren ikke alene få en arving til at give afkald — vejen hertil er fratagelse af arveret, og fratagelse er betinget af grunde, der er opregnet i loven.
Hvordan og hvor indgås en aftale om afkald på arv?
Formkravet er strengt. Afkald på arv er en arveaftale, og for at en arveaftale er gyldig, skal den oprettes i form af et formelt testamente (resmî vasiyetname): parterne meddeler samtidig deres ønske til den formelle embedsmand og underskriver aftalen i embedsmandens og to vidners nærværelse (TMK m.545). Den formelle embedsmand kan være en fredsdommer (sulh hâkimi), en notar eller en anden embedsmand, som loven har tillagt denne kompetence (TMK m.532).
Udtrykket »samtidig« er vigtigt: en forretning, hvor parterne er mødt frem og har underskrevet hver for sig, opfylder ikke denne form.
Vidnerne må ikke være fra familien. Formen for et formelt testamente fastlægger også, hvem der kan være vidne, og det er netop det punkt, der lettest overses i en forretning inden for familien. Personer uden handleevne, personer, der ved en straffedomstols kendelse er frataget offentlige hverv, personer, der ikke kan læse og skrive, arveladerens ægtefælle, slægtninge i opstigende og nedstigende linje, søskende og disse personers ægtefæller kan ikke deltage som embedsmand eller vidne ved oprettelsen af et formelt testamente (TMK m.536). Det vil sige, at mor, far, barn, barnebarn, søskende, svigerdatter, svigersøn og ægtefælle ikke kan være vidne. Desuden kan der ikke foretages tilskud til den embedsmand og de vidner, der deltager i oprettelsen, til disses slægtninge i opstigende og nedstigende linje, til deres søskende og til disse personers ægtefæller ved denne forretning.
En udbredt antagelse holder heller ikke her: notarens kontorpersonale og tjenestefolk kan heller ikke være vidner (Tyrkiets notarlov m.78). De to vidner skal altså findes uden for både familien og notarkontoret. Formmangel er grundlag for at kræve aftalen ophævet (TMK m.557).
Handleevnen er også forskellig. For at kunne oprette et testamente er det tilstrækkeligt at have dømmekraft og at have fyldt femten år (TMK m.502), mens det for at kunne indgå en arveaftale kræves, at man har dømmekraft og er myndig og ikke umyndiggjort (TMK m.503).
Forskellen mellem afkald mod vederlag og afkald uden vederlag
Loven skelner mellem afkald mod vederlag og afkald uden vederlag, og forskellen viser sig først og fremmest i forhold til nedstigende slægt: et afkald på arv, der er givet mod et vederlag, får også virkning for den, der giver afkald, sin nedstigende slægt, medmindre andet er bestemt i aftalen (TMK m.528). Ved afkald uden vederlag har loven ikke foreskrevet en sådan udstrækning. I begge tilfælde er det hensigtsmæssigt at skrive den nedstigende slægts stilling ind i aftalen.
Vederlaget kan være undergivet nedsættelse. Har arveladeren i sin levetid ydet den arving, der giver afkald, ydelser, der overstiger den frie rådighedsdel af dødsboet, kan de øvrige arvinger kræve dem nedsat; i så fald er kun det beløb, der overstiger tvangsarven, undergivet nedsættelse (TMK m.573).
Er den, der har givet afkald, forpligtet til at tilbagelevere en værdi til dødsboet, har vedkommende to valgmuligheder: hvis vedkommende ønsker det, tilbageleveres den værdi, der er undergivet nedsættelse, eller hvis vedkommende ønsker det, tilbageleveres alt, hvad der er modtaget, til dødsboet, og vedkommende deltager i delingen som om vedkommende ikke havde givet afkald på arv (TMK m.574). Den anden mulighed kan være gunstigere for den, der har givet afkald, i de tilfælde, hvor dødsboet er vokset i årenes løb.
Den, der har givet afkald, ansvar for dødsboets gæld
At have modtaget et vederlag kan også medføre ansvar. Dækker dødsboet ved arvens åbning ikke dødsboets gæld, og betales gælden heller ikke af arvingerne, er den, der har givet afkald, og dennes arvinger over for kreditorerne ansvarlige for det vederlag, som de inden for fem år før dødsfaldet har modtaget fra arveladeren, begrænset til deres berigelse på tidspunktet for arvens åbning (TMK m.530).
To enkeltheder fastlægger grænsen. Fristen på fem år regnes bagud fra dødsdatoen; det afgørende er ikke aftalens dato. Og ansvaret omfatter ikke hele det modtagne vederlag, men kun den berigelse, der er tilbage på dødstidspunktet.
Kan søskende indgå en aftale om afkald på arv?
I de fleste tilfælde nej — men det ønskede resultat kan opnås ad en anden vej.
Aftalens part er arveladeren. Et dokument, som to søskende skriver mellem sig, mens mor eller far er i live, er ikke en aftale om afkald på arv, og loven anser det udtrykkeligt for ugyldigt: aftaler, som en arving uden arveladerens deltagelse eller samtykke indgår med de øvrige arvinger eller en tredjemand om en endnu ikke åbnet arv, er ikke gyldige; ydelser, der er præsteret i henhold til en sådan aftale, kan kræves tilbageleveret (TMK m.678).
Bestemmelsen viser også selv løsningen: hvis arveladeren deltager eller giver samtykke, bortfalder hindringen. Den korrekte konstruktion er følgende: aftalen indgås mellem arveladeren og den arving, der giver afkald, og oprettes til fordel for en bestemt person (TMK m.529) — den person kan sagtens være den anden søskende. Det vil sige, at søskenden ikke kan være part i aftalen, men godt kan være begunstiget.
En enkelthed må ikke overses her: den begunstigede søskende kan samtidig ikke være vidne, fordi arveladerens søskende og nedstigende slægt er udelukket fra vidneførsel (TMK m.536).
Begge undtagelser skal nævnes. Er arveladeren selv en søskende — en person uden nedstigende slægt har som arvinger sine forældre og disses nedstigende slægt — er en aftale om afkald indgået mellem to søskende gyldig. Og efter dødsfaldet er overdragelse af arvelod mellem arvinger mulig; betingelserne herfor fremgår nedenfor under overskriften »Efter arveladerens død«.
Hvornår bortfalder afkaldet, og hvordan ophører det?
Bortfald. Er en aftale om afkald på arv indgået til fordel for en bestemt person, og kan denne person af en eller anden grund ikke blive arving, bortfalder afkaldet. Er aftalen ikke indgået til fordel for en bestemt person, anses den for indgået til fordel for nedstigende slægt af nærmeste fælles stamforælder, og hvis disse ikke kan blive arvinger, bortfalder afkaldet ligeledes (TMK m.529).
Denne bestemmelse kræver, at konstruktionen i det foregående afsnit læses med en risiko for øje: er afkaldet givet til fordel for den anden søskende, og dør denne søskende før arveladeren, bortfalder afkaldet også.
Ophævelse og tilbagekaldelse. En arveaftale kan til enhver tid ophæves ved parternes skriftlige aftale (TMK m.546). En part, der i henhold til aftalen har ret til at kræve ydelser, der skal præsteres i levende live, kan gå fra aftalen efter obligationsrettens regler, hvis disse ydelser ikke præsteres i overensstemmelse med aftalen eller ikke sikres (TMK m.547). Ved afkald mod vederlag opstår tvisten oftest her: vederlaget er lovet, men ikke betalt.
Loven giver arveladeren endnu en ensidig ret til ophævelse, men den passer ikke på denne aftale: ensidig ophævelse af en arveaftale er betinget af, at den person, der ved arveaftalen er indsat som arving eller er tilgodeset med bestemte aktiver, senere foretager en handling, der udgør en grund til fratagelse af arveret (TMK m.546). Den, der giver afkald på arv, er ikke en person, der er indsat som arving eller tilgodeset med aktiver.
Ophævelse (iptal). Da afkald på arv også er en dødsdisposition, gælder de almindelige grunde og frister for ophævelse: ophævelse kan kræves ved dom ved manglende dispositiv handleevne, vildfarelse, svig, skræmsel, tvang, lov- eller sædelighedsstridighed eller formmangel (TMK m.557); søgsmålsretten fortabes ved et år fra kendskabet, og under alle omstændigheder ved ti år over for godtroende sagsøgte og tyve år over for ondstroende (TMK m.559). Det skal bemærkes, at loven fastlægger den objektive frist som »i andre dispositioner over tidspunktet for arvens overgang«, så fristerne på ti og tyve år løber fra dødsfaldet, selv om aftalen blev indgået for mange år siden.
Hvilken domstol? Da afkald på arv også er en dødsdisposition, behandles sagen om ophævelse, da der ikke findes en anden bestemmelse, ved civil domstol i første instans (Tyrkiets retsplejelov m.2), og domstolen på den afdødes sidste bopæl er enekompetent (Tyrkiets retsplejelov m.11/1-a; TMK m.576).
Hvad formoder loven, hvis det ikke skrives i aftalen?
Loven overlader tre punkter til parterne og fastsætter en formodningsregel for hvert af dem. Hvis det ikke udtrykkeligt aftales i aftalen, gælder formodningsreglen, og alle tre kan føre til et andet resultat, end parterne forventede.
| Hvis det ikke skrives i aftalen | Lovens formodningsregel | Hjemmel |
|---|---|---|
| Begunstiget | Anses for indgået til fordel for nedstigende slægt af nærmeste fælles stamforælder | m.529 |
| Nedstigende slægts stilling (ved afkald mod vederlag) | Omfatter også nedstigende slægt | m.528 |
| Sikkerhed for vederlaget | Betales det ikke eller sikres det ikke, opstår ret til at gå fra aftalen | m.547 |
Alle tre forhold kan udtrykkeligt aftales i aftalen. En, der giver afkald, og som ønsker, at børnenes arveret ikke berøres, skal få dette skrevet ind i aftalen.
Kan der gives afkald efter arveladerens død? Afkald efter dødsfaldet og overdragelse af arvelod
Nej. Aftalens part er arveladeren; efter dødsfaldet kan en sådan aftale ikke indgås. Men efter dødsfaldet har en arving, der ikke ønsker sin arvelod, to forskellige veje, og konsekvenserne er forskellige.
| Afkald på arv | Afkald på arv efter dødsfaldet (mirasın reddi) | Overdragelse af arvelod | |
|---|---|---|---|
| Hvornår | Mens arveladeren er i live | Efter dødsfaldet | Efter dødsfaldet |
| Hvem er part | Arvelader + arving | Arvingen ensidigt | Arving + erhverver |
| Hvordan, hvor | I form af formelt testamente; i embedsmandens og to vidners nærværelse (m.545) | Mundtlig eller skriftlig erklæring til civil fredsdomstol (sulh mahkemesi) (m.609) | Skriftligt mellem arvinger; ved notarial udfærdigelse over for tredjemand (m.677) |
| Frist | Ikke fristbundet | Tre måneder. For den lovbestemte arving løber fristen fra kendskabet til dødsfaldet, medmindre det bevises, at arvingen først senere har fået kendskab til sin arvingestilling; for den indsatte arving fra det tidspunkt, hvor dispositionen officielt blev meddelt vedkommende (m.606) | Ikke fristbundet |
| Kan der modtages vederlag | Ja, afkald mod vederlag | Nej | Ja |
| Arvingestilling | Mistes (m.528) | Arveloden overgår til rettighedshaverne, som om arvingen ikke var i live ved arvens åbning; derfor kan den, der giver afkald, sin nedstigende slægt komme til at stå som arvinger (m.611) | Bevares. Er overdragelsen foretaget til tredjemand, kan denne ikke deltage i delingen, men kan kun forlange den arvelod, der ved delingens afslutning tilkendes arvingen, udleveret til sig; ved overdragelse mellem arvinger gælder denne begrænsning ikke (m.677) |
| Ansvar for dødsboets gæld | Som udgangspunkt intet; dog, hvis dødsboet ikke dækker gælden, og den ikke betales af arvingerne, for vederlaget modtaget inden for fem år før dødsfaldet begrænset til berigelsen (m.530) | Som udgangspunkt intet; dog, hvis arveladeren var ude af stand til at betale, for værdier modtaget inden for fem år før dødsfaldet, i det omfang de skal tilbageleveres ved delingen (m.618) | Bevares — den overdragende arving forbliver arving og er solidarisk ansvarlig for dødsboets gæld (m.641) |
| Kilde | TMK m.528–530, m.545 | TMK m.605–611, m.618 | TMK m.641, m.677 |
Ved afkald på arv efter dødsfaldet er der endnu en enkelthed: er arveladerens betalingsudygtighed på dødstidspunktet klart åbenbar eller officielt fastslået, anses arven for afkaldt (TMK m.605); der kræves ingen særskilt ansøgning. Detaljerne fremgår af siden hvordan gives afkald på arv efter dødsfaldet. En delingsaftale mellem arvinger er også undergivet skriftlig form (TMK m.676).
Ofte stillede spørgsmål
Kan en aftale om afkald på arv indgås ved en simpel forpligtelseserklæring i tingbogen eller hos en notar?
Nej. Afkaldet vedrører ikke en bestemt fast ejendom, men arvingestillingen som helhed, og det skal oprettes i form af formelt testamente: arveladeren og arvingen i fællesskab, i den formelle embedsmands og to vidners nærværelse (TMK m.545). En ensidig forpligtelseserklæring, der er bekræftet af en notar, opfylder ikke denne form.
Er det en betingelse, at arveladeren også møder op for at give afkald på arv?
Ja. Parterne meddeler samtidig deres ønske til den formelle embedsmand og underskriver aftalen i embedsmandens og to vidners nærværelse (TMK m.545). En forretning, som arvingen alene har fået foretaget, er ikke en aftale om afkald på arv.
Kan min søskende give afkald på arven, og kan vi skrive det mellem os, går det?
Det dokument, der skrives mellem jer, mens jeres forældre er i live, er ikke gyldigt (TMK m.678). Den korrekte konstruktion er, at aftalen indgås mellem arveladeren og din søskende og til din fordel (TMK m.528, m.529). Du kan være begunstiget, men du kan ikke være vidne ved den forretning (TMK m.536).
Kan den, der har givet afkald på arv, senere fortryde?
Ensidigt nej. En arveaftale kan ophæves ved parternes skriftlige aftale (TMK m.546). Ensidig tilbagekaldelse er kun mulig i et snævert tilfælde: hvis de ydelser, der skal præsteres i levende live, ikke præsteres eller ikke sikres, kan den part, der har ret til at kræve dem, gå fra aftalen (TMK m.547). Er betingelserne opfyldt, er et ophævelsessøgsmål også en særskilt vej (TMK m.557).
Kan den arving, der har givet afkald, sine børn arve?
Er afkaldet givet mod et vederlag, får det også virkning for den nedstigende slægt, medmindre andet er bestemt i aftalen — det vil sige, at børnene også falder uden for. Ved afkald uden vederlag har loven ikke foreskrevet en sådan udstrækning; derfor fortsætter børnene som udgangspunkt med at være arvinger (TMK m.528). For at undgå uklarhed er det hensigtsmæssigt udtrykkeligt at skrive den nedstigende slægts stilling ind i aftalen.
Relevante retsforskrifter
Tyrkiets civillovbog nr. 4721 — m.502–503 (handleevne til at oprette testamente og arveaftale), m.528 (afkald på arv), m.529 (bortfald), m.530 (ansvar over for dødsboets kreditorer), m.532 (formelt testamente), m.536 (forbud mod deltagelse i oprettelsen), m.545 (arveaftalens form), m.546–547 (ophævelse og tilbagekaldelse), m.557 (ophævelsesgrunde), m.559 (frister ved ophævelse), m.573–574 (nedsættelse over for den, der har givet afkald, og tilbagelevering), m.576 (kompetent domstol), m.605–606, m.609 og m.611 (afkald på arv efter dødsfaldet og dets følger), m.618 (ansvar for dem, der giver afkald på arven efter en betalingsudygtig arvelader), m.641 (arvingernes ansvar for dødsboets gæld), m.676–678 (delingsaftale, overdragelse af arvelod, aftale om en ikke åbnet arv) — mevzuat.gov.tr
Tyrkiets notarlov nr. 1512 — m.78 (personer, der ikke kan være vidner), m.82 (notarialforretningers retsvirkninger og signaturbekræftelsens omfang), m.89 (forretninger, der skal foretages i form af udfærdigelse) — mevzuat.gov.tr
Tyrkiets retsplejelov nr. 6100 — m.2 (saglig kompetence), m.11 (enekompetence i arvesager) — mevzuat.gov.tr
Relaterede sider
- Arveret — overordnet side
- Fratagelse af arveret og »gøre arveløs«
- Hvordan gives afkald på arv efter dødsfaldet?
- Hvordan beregnes tvangsarven?
- Hvordan får man et arvebevis (veraset ilamı)?
- Mor er død, far er gift igen: hvad sker der med arven?
Denne artikel har til formål at give generel juridisk information og udgør ikke en juridisk vurdering. Da betingelserne i hver enkelt sag er forskellige, anbefales det at søge juridisk bistand hos din advokat om din konkrete situation.