Der er ikke kun én måde at udelukke en person fra arv efter tyrkisk ret; der findes tre forskellige institutter, som ofte forveksles. Udelukkelse fra arv (mirasçılıktan çıkarma) beror på arveladerens vilje, mens arveuværdighed (mirastan yoksunluk) følger direkte af loven; ingen af dem er betinget af arvingens samtykke. Det tredje, afkald på arv (mirastan feragat), er en aftale, som arvingen selv er part i, og er emnet på siden aftale om afkald på arv.
Denne side behandler de to første. De folkelige udtryk “at fornægte sit barn” eller “at fratage nogen arven” er ikke navnet på nogen af dem.
Arvefølgen og tvangsarvens andele er beskrevet på siden Arveret.
Findes der et søgsmål om “fornægtelse af barn” eller “fratagelse af arv”?
Nej. I Tyrkiets civillovbog findes der ikke et søgsmål eller en retshandel med navnet “søgsmål om fornægtelse af barn” eller “fratagelse af arv”. En mor eller far kan ikke selv bringe barnets slægtskabsforhold til ophør.
Der er tre forskellige ting, som disse udtryk kan dække over, og alle tre er forskellige:
- Udelukkelse fra arv udelukker barnet fra arven, ikke fra slægtskabsforholdet, kan kun foretages ved en disposition ved dødsfald og kan kun støttes på de i loven anførte grunde (TMK m.510, m.513).
- Arveuværdighed er den retsvirkning, som loven anvender af sig selv i fire alvorlige tilfælde; den er ikke betinget af nogen retshandel fra arveladerens side (TMK m.578).
- Ophævelse af adoptionsforholdet kan kun kræves for adopterede børn, og søgsmålsretten er ikke tillagt adoptanten. Er samtykke ikke indhentet uden lovlig grund, kan ophævelse kræves af de personer, hvis samtykke skulle være indhentet; dette kan ikke gøres, hvis den mindreåriges interesse derved vil blive alvorligt skadet (TMK m.317). Ved andre mangler i realiteten kan Cumhuriyet savcısı eller enhver interesseret kræve det (TMK m.318). Søgsmålsretten fortabes et år efter, at grunden er blevet kendt; udtrykket “under alle omstændigheder fem år efter adoptionen”, som tidligere stod i bestemmelsen, er blevet ophævet ved Forfatningsdomstolens afgørelse (TMK m.319).
Adoptionen selv begrunder allerede arveret: rettigheder og forpligtelser over for forældrene overgår til adoptanten, og adoptivbarnet bliver adoptantens arving (TMK m.314).
Søgsmål om afkræftelse af faderskabsformodningen (TMK m.286) falder også uden for denne sammenhæng: det søgsmål vedrører afkræftelse af faderskabsformodningen, ikke udelukkelse af et barn fra arv.
Hvordan foretages udelukkelse fra arv? Form og grunde
Udelukkelse forudsætter, at tre betingelser er opfyldt samtidig: en arving med tvangsarv, en i loven anført grund og en disposition ved dødsfald, der udtrykkeligt angiver grunden. Dispositionen kan være et testamente eller en arveaftale; et testamente oprettes i officiel form eller i håndskrevet form (TMK m.531). Et mundtligt testamente kan godt se ud som en tredje form, men er i praksis ikke en vej: det kan kun anvendes i ekstraordinære situationer som nær forestående livsfare, afbrydelse af transport, sygdom eller krig (TMK m.539) og falder bort en måned efter, at muligheden for at oprette testamente på anden måde er opstået (TMK m.541).
Valget mellem testamente og arveaftale bestemmer også muligheden for senere at træde tilbage — detaljerne findes i sammenligningstabellen nedenfor.
Loven anfører to grunde:
- Arvingen har begået en alvorlig forbrydelse mod arveladeren eller en af arveladerens nærmeste,
- Arvingen har i væsentlig grad undladt at opfylde sine forpligtelser efter familieretten over for arveladeren eller arveladerens familiemedlemmer (TMK m.510).
Tre grænser gælder samtidig. Udelukkelse kan kun foretages over for en arving med tvangsarv. Den kan kun foretages ved disposition ved dødsfald. Og grundlisten er udtømmende: en grund, der ikke er anført i loven, er ikke udelukkelsesgrund, uanset hvor berettiget den måtte forekomme.
En detalje er afgørende her: søskendes tvangsarv er blevet afskaffet i 2007 (TMK m.506’s 3. led, ophævet ved lov nr. 5650 af 4/5/2007). For at udelukke en arving uden tvangsarv er udelukkelse ikke nødvendig; arveladeren kan inden for sin dispositionsfrihed lade arvingen falde uden for.
Udelukkelse på grund af insolvens
Loven regulerer også et særligt og snævert tilfælde. Arveladeren kan udelukke sin livsarving, som der foreligger en insolvenserklæring om, fra arv for halvdelen af tvangsarven; det er dog en betingelse, at denne halvdel reserveres den udelukkEDES allerede fødte og fremtidige børn (TMK m.513).
Denne udelukkelse er heller ikke varig: hvis insolvenserklæringen ikke længere har virkning på det tidspunkt, hvor arven falder, eller hvis den gælds sum, som erklæringen omfatter, ikke overstiger halvdelen af den udelukkEDES arvelod, ophæves udelukkelsen efter anmodning fra den udelukkEDE.
Udelukkelsens retsvirkninger og bevisbyrden
Retsvirkninger. Den, der er udelukket fra arv, kan hverken få arvelod eller anlægge sag om nedsættelse (tenkis davası). Medmindre arveladeren har disponeret anderledes, tilfalder den udelukkEDES arvelod dennes livsarvinger, hvis sådanne findes, og ellers arveladerens legale arvinger, som om den pågældende var afgået ved døden før arveladeren. Den udelukkEDES livsarvinger kan gøre deres tvangsarv gældende, som om den pågældende var afgået ved døden før arveladeren (TMK m.511).
Udelukkelse udelukker altså som udgangspunkt personen, ikke dennes afkom.
Bevisbyrde. Udelukkelse fra arv er kun gyldig, hvis arveladeren i sin disposition har angivet udelukkelsesgrunden. Gør den udelukkEDE indsigelse, påhviler det den arving eller testamentarving, der drager fordel af udelukkelsen, at bevise, at den angivne grund foreligger. Kan grundens eksistens ikke bevises, eller er udelukkelsesgrunden ikke angivet i dispositionen, gennemføres dispositionen uden indgreb i arvingens tvangsarv; dog bliver udelukkelsen ugyldig, hvis arveladeren foretog dispositionen på grund af en åbenbar vildfarelse om udelukkelsesgrunden (TMK m.512).
Skillelinjen er vigtig her: kan grunden ikke bevises, er det dispositionen, der består, men arvingens tvangsarv forbliver urørt.
Hvordan gør man indsigelse mod udelukkelse?
Loven anerkender to forskellige veje, og begge har frister.
Ophævelse af disposition ved dødsfald. Der kan anlægges sag om ophævelse, hvis dispositionen er foretaget på et tidspunkt, hvor arveladeren manglede dispositionsret; hvis den er foretaget som følge af vildfarelse, svig, trussel eller tvang; hvis dens indhold, de tilknyttede betingelser eller pålæg er i strid med loven eller sædeligheden, eller hvis den er foretaget uden overholdelse af de i loven foreskrevne former (TMK m.557). Søgsmålsretten fortabes et år efter den dato, hvor sagsøgeren fik kendskab til dispositionen, ophævelsesgrunden og sin rettighed, og under alle omstændigheder ti år over for godtroende sagsøgte og tyve år over for ikke-godtroende sagsøgte efter åbningstidspunktet for testamenter og for andre dispositioners vedkommende efter tidspunktet for arvens overgang; ugyldighed kan altid gøres gældende som indsigelse (def’i) (TMK m.559).
Nedsættelse (tenkis). Arvinger, der ikke har fået dækning for deres tvangsarv, kan anlægge sag om nedsættelse (tenkis davası) af arveladerens dispositioner, der overstiger den del, som arveladeren kan disponere over (TMK m.560). Denne ret fortabes et år efter den dato, hvor det blev kendt, at tvangsarven er krænket, og under alle omstændigheder ti år efter åbningstidspunktet for testamenter og for andre dispositioners vedkommende efter tidspunktet for arvens åbning; kravet om nedsættelse kan altid gøres gældende som indsigelse (def’i) (TMK m.571). Hvordan beregningen foretages trin for trin, er beskrevet på siden hvordan tvangsarv beregnes.
Det har også en virkning ikke at gøre indsigelse: hvis den, der er udelukket fra arv, ikke gør indsigelse mod udelukkelsesdispositionen, kan konkursboet eller kreditorer med insolvenserklæring anlægge sag om nedsættelse på samme betingelser (TMK m.562). De samme betingelser er: at sagen ikke er anlagt trods kreditorernes påkrav, at sagen anlægges i det omfang, der er nødvendigt for at opnå fordringen, og at den anlægges inden for den frist, der er tillagt arvingen.
Stedlig og saglig kompetence. Disse sager behandles, da der ikke findes en anden regulering, ved civil domstol i første instans (asliye hukuk mahkemesi) (HMK m.2), og retten på den afdødes sidste bopæl er ufravigeligt kompetent (HMK m.11/1-a; TMK m.576). Det er kun bestemmelsens første stykke, der fastsætter ufravigelig kompetence; i sager om ophævelse af arvebevis er retten på hver enkelt arvings bopæl også kompetent (HMK m.11/3). Derimod gennemføres afkald på arv ved ansøgning til civil fredsdomstol (sulh mahkemesi) (TMK m.609), og arvebevis ved ansøgning til den tyrkiske civil fredsdomstol (sulh hukuk mahkemesi) eller til notaren (TMK m.598).
Arveuværdighed: det tilfælde, hvor loven anvender virkningen af sig selv
Dette institut er slet ikke betinget af arveladerens vilje. Følgende personer kan ikke være arvinger og kan heller ikke erhverve nogen ret ved disposition ved dødsfald:
- Den, der forsætligt og retsstridigt dræber eller forsøger at dræbe arveladeren,
- Den, der forsætligt og retsstridigt varigt bringer arveladeren i en tilstand, hvor denne ikke kan foretage disposition ved dødsfald,
- Den, der ved svig, tvang eller trussel får arveladeren til at foretage en disposition ved dødsfald eller til at tilbagekalde en sådan disposition, eller som forhindrer dette,
- Den, der forsætligt og retsstridigt fjerner eller tilintetgør en disposition ved dødsfald i en situation og på et tidspunkt, hvor arveladeren ikke længere kan genoprette den.
Arveuværdigheden bortfalder ved arveladerens tilgivelse (TMK m.578). Og uværdigheden rammer kun den uværdige: den uværdiges livsarvinger bliver arvinger som livsarvinger til en person, der er afgået ved døden før arveladeren (TMK m.579).
Forskellen mellem udelukkelse og arveuværdighed
Begge får virkning uden arvingens samtykke, men de virker på forskellige måder. Livsarvingernes stilling beskyttes i begge tilfælde, men ad forskellige veje: ved arveuværdighed bliver livsarvingerne direkte arvinger (TMK m.579). Ved udelukkelse tilfalder den udelukkEDES lod derimod livsarvingerne, medmindre arveladeren har disponeret anderledes; har arveladeren disponeret anderledes, er det, som livsarvingerne beholder, tvangsarven (TMK m.511).
| Udelukkelse fra arv | Arveuværdighed | |
|---|---|---|
| Hvordan den opstår | Arveladerens disposition ved dødsfald | Af sig selv i medfør af loven |
| Hvis vilje | Arveladerens | Ingens |
| Over for hvem | Kun over for en arving med tvangsarv | Over for enhver, der kan være arving; er også til hinder for erhvervelse af ret ved disposition ved dødsfald |
| Grund | De to i loven anførte grunde, desuden tilfældet med insolvenserklæring | De fire i loven anførte tilfælde |
| Form | Testamente eller arveaftale | Form er ikke relevant |
| Angivelse af grunden | Obligatorisk i dispositionen; angives den ikke, bevares tvangsarven | Ikke relevant |
| Virkning for livsarvinger | Medmindre andet er aftalt, tilfalder loden livsarvingerne; i modsat fald kan livsarvingerne gøre deres tvangsarv gældende (m.511) | Livsarvingerne bliver arvinger (m.579) |
| Bortfald | Er den foretaget ved testamente, kan arveladeren altid tilbagekalde den (m.542–543); er den foretaget ved arveaftale, bortfalder den kun ved parternes skriftlige aftale (m.546) | Ved arveladerens tilgivelse (m.578) |
| Hjemmel | TMK m.510–513 | TMK m.578–579 |
Og afkald? Hverken udelukkelse eller arveuværdighed er betinget af arvingens samtykke. Den tredje vej, afkald på arv, er det stik modsatte: arvingen selv er part, det foretages, mens arveladeren er i live, og der kræves ingen grund (TMK m.528). Formen, hvordan den indgås mellem søskende, og virkningen for livsarvingerne er beskrevet på siden aftale om afkald på arv.
Hvad kan man gøre, hvis der ikke er udelukkelsesgrund over for en arving med tvangsarv?
Hvis ingen af de to i loven anførte grunde foreligger, men arveladeren alligevel ønsker at ændre fordelingen, er vejen gennem udelukkelse lukket — andre veje er ikke lukkede. Tre spørgsmål afklarer sagen efter tur.
Det første: har den pågældende arving tvangsarv? Tvangsarv er kun tillagt livsarvinger, forældre og den længstlevende ægtefælle (TMK m.506). Søskendes tvangsarv er blevet afskaffet i 2007. For at lade en arving uden tvangsarv falde uden for er udelukkelse ikke nødvendig — men det er heller ikke nok at gøre ingenting: foretages der ikke en disposition ved dødsfald, får den pågældende sin arvelod som legal arving. Også ad denne vej kræves der altså et testamente eller en arveaftale.
Det andet: hvor stor er den del, der kan disponeres over? En arvelader, der har livsarvinger, forældre eller ægtefælle som arvinger, kan foretage disposition ved dødsfald over den del af arven, der ligger ud over tvangsarven; findes ingen af disse arvinger, kan arveladeren disponere over hele arven (TMK m.505). Tvangsarven bevares altså, resten er fri og kan ledes til den ønskede person.
Det tredje: kan arvingens eget samtykke indhentes? Kan det indhentes, ændres vejen: ved en aftale om afkald på arv mellem arveladeren og arvingen mister arvingen sin arvingestilling, og der kræves ingen grund herfor (TMK m.528). Til gengæld er formen tung: aftalen skal udfærdiges i form af et officielt testamente, dvs. parterne skal samtidig erklære deres ønsker over for den officielle embedsmand og underskrive aftalen i overværelse af embedsmanden og to vidner (TMK m.545).
Overdragelser foretaget i levende live er et særligt emne. Arveladerens ydelser til levende er heller ikke i alle tilfælde omfattet af dispositionsfriheden: ydelser til en legal arving, der har mistet sin arvingestilling, som modregning i dennes arvelod, ydelser foretaget med det formål at gøre op om arveretten inden dødsfaldet, og ydelser, hvor det er åbenbart, at de er foretaget for at gøre tvangsarvens regler virkningsløse, er underlagt nedsættelse (tenkis) ligesom dispositioner ved dødsfald (TMK m.565).
Følgen af at skrive en udelukkelse uden grund er derimod klar: er grunden ikke angivet i dispositionen, eller er den angivet, men kan ikke bevises, gennemføres dispositionen uden indgreb i arvingens tvangsarv (TMK m.512). Det skal også tilføjes: tvangsarven bevares ikke af sig selv — arvingen skal anlægge sag om nedsættelse (tenkis davası) eller gøre kravet om nedsættelse gældende som indsigelse (def’i) (TMK m.560, m.571).
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg helt udelukke mit barn fra arv?
Kun hvis en af de i loven anførte grunde foreligger, og du angiver grunden i dispositionen ved dødsfald (TMK m.510, m.512). Er grunden ikke angivet, gennemføres dispositionen uden indgreb i arvingens tvangsarv. Desuden tilfalder arveloden den udelukkEDES livsarvinger, medmindre du har disponeret anderledes (TMK m.511).
Findes der et søgsmål om udelukkelse fra arv?
Nej. Udelukkelse er ikke et søgsmål, men en disposition ved dødsfald, som arveladeren foretager i sin levetid. Tvisten bringes først for domstolene efter dødsfaldet, og den udelukkEDES vej er ikke nedsættelse (tenkis): den udelukkEDE kan ikke anlægge sag om nedsættelse (TMK m.511). Den udelukkEDE gør indsigelse mod udelukkelsen; bevisbyrden for, at grunden foreligger, påhviler da den, der drager fordel af udelukkelsen, og kan grunden ikke bevises, gennemføres dispositionen uden indgreb i tvangsarven (TMK m.512). Er betingelserne opfyldt, kan ophævelse af dispositionen ved dødsfald desuden kræves (TMK m.557).
Hvad skal der stå i et testamente om udelukkelse fra arv?
Der gives ikke en eksempeltekst på denne side. Med hensyn til indholdet er det afgørende, at udelukkelsen kun er gyldig, hvis udelukkelsesgrunden er angivet i dispositionen (TMK m.512). Formen er også vigtig — manglende overholdelse af de i loven foreskrevne former er i sig selv en ophævelsesgrund (TMK m.557).
Hvad kan den, der er udelukket fra arv, gøre?
Den udelukkEDE kan ikke anlægge sag om nedsættelse (TMK m.511), men kan gøre indsigelse mod udelukkelsen; bevisbyrden for, at grunden foreligger, påhviler da den, der drager fordel af udelukkelsen (TMK m.512). Er betingelserne opfyldt, kan ophævelse af dispositionen ved dødsfald også kræves (TMK m.557, m.559).
Min far siger, at han har udelukket mig fra arv — hvad skal jeg gøre?
En mundtlig erklæring har ikke i sig selv til følge, at nogen udelukkes fra arv; udelukkelse kan kun foretages ved en disposition ved dødsfald og med angivelse af grunden (TMK m.510, m.512). Efter arvens åbning dokumenteres det, hvem der er arvinger, ved arvebevis.
Udelukkes børnene af den, der har dræbt arveladeren, også fra arv?
Nej. Uværdigheden rammer kun den uværdige; den uværdiges børn bliver arvinger, som om deres far eller mor var afgået ved døden før arveladeren (TMK m.579). Uværdighed er personlig og overgår ikke til afkommet.
Relevant lovgivning
Tyrkiets civillovbog nr. 4721 — m.286 (afkræftelse af faderskabsformodningen), m.314 (adoptionens retsvirkninger), m.317–319 (ophævelse af adoptionsforholdet), m.505 (den del, der kan disponeres over), m.506 (tvangsarv), m.510 (udelukkelsesgrunde), m.511 (retsvirkninger heraf), m.512 (bevisbyrde), m.513 (udelukkelse på grund af insolvens), m.528 (afkald på arv), m.531 (testamentets former), m.539 og m.541 (mundtligt testamente og dets bortfald), m.542–543 (tilbagekaldelse af testamente), m.545 (arveaftalens form), m.546 (ophævelse af arveaftale), m.557 (ophævelsesgrunde), m.559 (frister ved ophævelse), m.560 (nedsættelse (tenkis)), m.562 (kreditorers sag om nedsættelse), m.565 (ydelser uden vederlag, der er underlagt nedsættelse), m.571 (frister ved nedsættelse), m.576 (kompetent domstol), m.578–579 (arveuværdighed), m.598 (arvebevis), m.609 (instans ved afkald på arv) — mevzuat.gov.tr
Tyrkiets retsplejelov nr. 6100 — m.2 (saglig kompetence), m.11 (ufravigelig kompetence i arvesager) — mevzuat.gov.tr
Relaterede sider
- Arveret — overordnet side
- Hvordan og hvor indgås en aftale om afkald på arv?
- Hvordan beregnes tvangsarv?
- Hvordan afgiver man afkald på arv (reddi miras)?
- Hvordan får man arvebevis?
- Min mor er død, min far er gift igen: hvad sker der med arven?
Denne artikel har til formål at give generel juridisk information og udgør ikke en juridisk vurdering. Da betingelserne i hver sag er forskellige, anbefales det at søge juridisk bistand hos din advokat i din konkrete situation.